Jada Pinkett Smith lever med sygdommen alopecia, hvor kroppen angriber hårsækkene. For nogle falder håret af og vokser ud igen, og hos andre gør det ikke.

Skuespillerinden, der har været åben omkring sin sygdom de sidste par år, blev i den grad omdrejningspunktet ved årets Oscarshow, der løb af stablen natten til mandag.

For da komikeren Chris Rock skulle præsentere prisen for bedste dokumentarfilm, havde han taget en vittighed med til lejligheden. Her jokede han med Jada Pinkett Smiths manglende hår på hovedet.

»Jada ... Kan ikke vente på en GI Jane 2,« lød det fra Chris Rock, der er en reference til filmen GI Jane fra 1997, hvor hovedkarakteren spillet af Demi Moore bliver karseklippet for at blive en del af Navy Seal.

Jada Pinkett Smith lever med den autoimmune sygdom alopecia. Det fortalte hun allerede tilbage i 2018. Foto: Nina Prommer
Jada Pinkett Smith lever med den autoimmune sygdom alopecia. Det fortalte hun allerede tilbage i 2018. Foto: Nina Prommer Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Det faldt bestemt ikke i god jord hos ægtemanden, Will Smith, der løb op på scenen for at placere hele håndfladen på siden af komikerens kind.

Jada Pinkett Smith åbnede op for sygdommen alopecia tilbage i 2018. Her fortalte hun, hvordan hun stod i badet med hårtotter, der faldt fra hovedet.

Hun skulle efterfølgende igennem flere tests for at finde svar på, hvorfor sygdommen havde ramt hende, men det skulle vise sig at blive en umulig opgave.

Derfor skyder hun selv på, at sygdommen er udløst af stress.

I slutningen af sidste år valgte hun at åbne mere op, hvor hun på det sociale medie Instagram delte en video af sig selv.

'Lige nu kan jeg kun grine af det. I ved alle, at jeg har kæmpet med alopecia og lige pludselig en dag ... se på denne linje,' sagde hun og pegede på en hårløs linje i sit ellers karseklippede hår.

'Det bliver lidt sværere for mig at skjule. Så jeg ville bare dele det, så I ikke stiller spørgsmål,' tilføjede skuespilleren til sine næsten 11 millioner følgere på Instagram.

Men mandag nat dansk tid blev Jada Pinkett Smith ufrivilligt en del af Chris Rocks joke på trods af, at hun åbent har fortalt, at hun er sårbar, når det kommer til sin sygdom.

Og det resulterede altså i en lussing fra husbonden Will Smith.

Få minutter efter den lussing, der blev givet for joken, vandt han en Oscar-statuette for bedste skuespiller for sin præstation i filmen 'King Richard'.

I sin tale undskyldte Will Smith for sin opførsel over for fansene og Oscar-akademiet, men ikke til komikeren Chris Rock.

Mandag aften, dansk tid, kom det frem, at Oscar-akademiet nu har indledt en formel undersøgelse af sagen.