Mens mange virksomheder fortsat kæmper for overlevelse som følge af Danmarks nedlukning, har Jacob Risgaard fra 'Løvens hule' problemer af en helt anden slags.

Coronakrisen har nemlig øget salget i hans millionvirksomhed Cool Shop så meget, at han har svært ved at få nok af de varer, som der er mest rift om.

»Vi lægger jo i langt de fleste kategorier i indeks 300 – altså tre gange det salg, vi havde sidste år i denne periode. Og det er altså et stort beløb, når man er en 19 år gammel virksomhed,« fortæller Jacob Risgaard.

Den kendte investor grundlagde ikke selv Cool Shop, men kom ind i virksomheden i 2005 – efter at han var blevet slået til tælling med sin første virksomhed, hvor han solgte dvd'er online.

Men den drøm brast, da it-boblen sprang.

Siden er det gået voldsomt frem for Cool Shop, der er blevet en millionforretning.

Selskabet Entertainment Trading Aps, der står bag Cool Shop og en række andre af Jacob Risgaard og hans makker Mark Nielsens virksomheder, fik et overskud før skat på 19,3 millioner kroner i seneste regnskab for 2018/2019.

Desuden har selskabet en egenkapital på 47,9 millioner kroner.

Coronakrisen er den tredje krise, som 42-årige Jacob Risgaard oplever. Mens it-boblen altså tog livet af hans første virksomhed, så klarede Cool Shop sig igennem finanskrisen.

For hver krise bliver man en erfaring rigere. Og måske er det netop derfor, at det er gået så godt denne gang, for Jacob Risgaard og Cool Shop har lært af deres fejl:

»Du skal være alt det, som dine konkurrenter ikke er. Og jo større konkurrent du har, des bedre. Fordi jo større er deres akilleshæl også. Hvis vi sørger for at være den lette simple udgave, så tror jeg altid, at vi har en plads i markedet,« siger han og tilføjer, at de blandt andet har valgt at holde fast i kvalitet.

Mens andre måske er tyet til at finde billigere produkter grundet krisen, så vil Jacob Risgaard kunne stå inde for det, han sælger:

»Vi har holdt fast i, at der altid vil være plads til folk, der gerne vil have noget ordentligt kvalitet. Og så lader vi andre om at sælge noget giftigt, billigt lort,« siger han.

Da Cool Shop begyndte i midten af 00'erne, var det primært computerspil, forretningen specialiserede sig i.

Siden er varelageret blevet udvidet til at omfatte legetøj, skønhedsprodukter, værktøj, havemøbler og andet. Jacob Risgaard betegner det selv om et 'online stormagasin'.

I disse tider er det især bestemte ting, som kunderne efterspørger.

»Først var det computerspil, der nærmest genopstod igen (da Danmark blev lukket ned i marts, red.), og så blev vejret godt, og så skal jeg love for, at folk ville i haven. Vi sprøjter ud af alt fra legetøj til haven og højtryksrensere og dampmaskiner til lys og lamper. Det er faktisk så meget, at producenterne slet ikke kan følge med i øjeblikket,« siger Jacob Risgaard og fortæller, at han blandt andet har haft udsolgt af højtryksrensere.

Han er desuden overrasket over, at kunderne også har kastet sig over nogle økologiske cremer fra det danske firma Ecooking.

Og som en ægte løve med næse for gode forretninger er det en lidt 'bittersweet' oplevelse. For mens han glæder sig over salget, så ærgrer han siger over, at han ikke selv har investeret i Ecooking.

»Det er jeg pissetræt af,« griner Jacob Risgaard.