Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Jeg har tit tænkt på at slå ham ihjel. Det var et under, jeg ikke gjorde sådan noget.«

Sådan lyder det fra Jacob Haugaard i dokumentaren 'Tosse-Jacob', der bliver sendt på TV 2 Charlie tirsdag aften.

Her afslører den 69-årige entertainer grufulde detaljer om sin barndom, og om hvordan et seksuelt misbrug sendte ham ud i et alvorligt stof- og alkoholmisbrug.

Det skriver TV 2, som har delt et større portræt af Jacob Haugaard som en optakt til dokumentaren.

Entertaineren har tidligere været åbent omkring sit problem med stoffer og alkohol, men det er første gang, at han afslører, at stofferne og alkoholen har været en flugt fra minderne om et seksuelt misbrug.

Ifølge Jacob Haugaard, der er halv færing, skete misbruget på Fæerøerne, hvor han sammen med sine søskende hvert år holdt tre måneders sommerferie som barn.

Manden, der stod bag overgrebet, beskriver han som en slægtning.

Jacob Haugaard tror selv, at misbruget startede allerede, da han var spæd, men han kan ikke huske det.

»Vi var deroppe i tre måneder uden mine forældre, så der havde han frit spil med mig. Så var jeg hans kæreste, kan man sige. Han voldtager mig ikke, men det er en form for petting hele tiden,« fortæller han i dokumentaren.

Ifølge Jacob Haugaard fortsatte det seksuelle misbrug, indtil han var 12 år gammel, hvorefter den færøske slægtning fandt ham for gammel.

Det var også, da Jacob Haugaard var 12 år gammel, at han for første gang oplevede, hvordan det var at føle en rus fra medicin.

Det skete, da han blev bedøvet med æter i forbindelse med en operation af sine mandler. Derefter begyndte et misbrug af alkohol og siden stoffer.

Ifølge Jacob Haugaard forsøgte han i sin tid at fortælle sin mor om overgrebene, men hun afviste det.

Han fortæller ikke, hvilken slægtning der forgreb sig på ham, men han beskriver det som incest.

I 1989 opfordrede Jacob Haugaards hustru, Ilse Wilmot, ham til at konfrontere manden, som misbrugte ham, og derfor rejste entertaineren til Fæerøerne med det ene formål at konfrontere sin krænker.

Det gik dog langt fra som forventet, da manden mest af alt havde ondt af sig selv, fortæller Jacob Haugaard i dokumentaren.

Han fortæller også, at hans øvrige familiemedlemmer på Fæerøerne grinte af ham, da han fortalte dem, hvorfor han var kommet.

»Det var det moment, der reddede mig, for du skal være en overlever. Du skal ikke være et offer. Der er ingen mennesker, der gider et offer.«

'Tosse-Jacob' kan ses på TV 2 Charlie tirsdag klokken 20:45.

Andre læser også