Influencer Irina Olsen har sammen med dj-ægtemanden, Faustix, valgt at huse ukrainske flygtninge.
Det afslører sidstnævnte, hvis borgerlige navn er Morten Olsen, i sin Instagram-story.
'Der er lidt drøn på herhjemme. Vi har lige hentet to ukrainske flygtninge i København i dag, som skal bo hos os indtil videre,' skriver den 32-årige dj og fortæller, at de sidste dage er blevet brugt på at gøre klar til selvsamme.
Hans hustru, Irina Olsen, er selv født og opvokset i Ukraine og har både venner og familie, der fortsat opholder sig i landet, hvilket – af åbenlyse årsager – har ledt til store bekymringer og søvnløse nætter hos den 34-årige influencer.
»Jeg forsøger hver dag at overtale min veninde og hendes lille datter til at rykke sig tættere på grænsen. Men hun er bange, og jeg forstår hende godt,« fortalte Irina Olsen for nylig til B.T. til premieren på filmen ‘The Batman’.
»Jeg har nærmest dårlig samvittighed over, at mit liv fortsætter. At jeg kan arbejde og gå til filmpremiere, men jeg prøver at leve lidt og bruger anledningen til at tale om Ukraine. For jeg er ukrainer og gør alt, hvad jeg kan, men ved ikke om jeg gør nok,« lød det fra hende.
Allerede dengang løftede hun da også sløret for, at både hende selv og hendes mor havde aftalt at åbne hver deres hjem for ukrainske flygtninge, skulle det blive nødvendigt.
Noget, der altså bliver en realitet nu.