Der er dage, hvor hun hverken kan holde på kniv og gaffel eller en kuglepen, men snart 60-årige Ilse Jacobsen nægter alligevel at smide arbejdstøjet.

Hun arbejder sig ud af smerterne, for hun vil ikke kunne 'holde ud' ikke at arbejde, fortæller gummistøvledronningen Helsingør Dagblad.

Den tidligere 'Løvens hule'-kendis har haft leddegigt siden 1998, men fik først diagnosen flere år senere. I årevis har hun levet med store smerter og forsøgt sig med flere forskellige former for gigtmedicin, indtil hun blev præsenteret for sin nuværende bio-medicin.

»Jeg skal have en indsprøjtning én gang om ugen. Uden den klarer jeg mig ikke. Jeg har lært selv at tage den nu. Det er hver tirsdag. Og tager jeg den ikke, så sidder jeg i en kørestol inden for en måned,« siger hun.

Designer og iværksætter Ilse Jacobsen.
Designer og iværksætter Ilse Jacobsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Ilse Jacobsen lancerede i 2000 sine berømte gummistøvler med snørebånd og har siden tjent millioner på dem og andre forretningseventyr med sit firma Ilse Jacobsen Hornbæk.

Hun ejer blandt andet Kurbadet i Hornbæk, som hun også har indrettet, så andre gigtpatienter som hende selv kan få det som fisk i vandet. Kurbadets pool har blandt andet en træningsbarre og vand i en temperatur, som er perfekt for gigtpatienter.

Selv om Ilse Jacobsen ikke agter at drosle ned, har hun faktisk Kurbadet til salg for 32 millioner kroner. Det skyldes, at hun ønsker at fokusere sine kræfter i andre dele af gummistøvleimperiet.

Ilse Jacobsen har tidligere fortalt om sin gigtsygdom, som i 2015 fik konsekvenser for hendes medvirken i DR-programmet 'Løvens hule', da hun på daværende tidspunkt fik kemoterapi.

»Da vi lavede første afsnit af 'Løvens hule', var jeg ude at kaste op hvert femte minut. Jeg var så dårlig, men de kunne jo ikke bruge en 'stand-in' for mig,« fortalte hun sidste år til Alt for damerne.

I samme interview fortalte hun også om den massive shitstorm, hun var udsat for i 2018, da Belingske kunne afsløre urimelige arbejdsvilkår i hendes forretning.

Ilse Jacobsen mente dog, at kritikken var stærkt overdrevet, fortalte hun i Alt for damerne.

»Sidste år var jeg udsat for et karaktermord, som var startet af én person. Jeg er en stærk pige, men janteloven regerer stadig her i landet. I dag er jeg glad igen. Jeg tror, jeg fik 3.871 henvendelser fra folk, der bare ville sige gode ting som 'op med humøret, min pige'. Selv om jeg også lærte noget af det, vil jeg ikke unde min værste fjende at gå igennem, hvad jeg gjorde. Men jeg er heldig, at jeg er stærk. Andre var knækket,« sagde Ilse Jacobsen.

At Ilse Jacobsen har formået at ryste oplevelsen af sig, har formentlig haft indvirkning på hendes nuværende, stabile situation. Til Helsingør Dagblad fortæller hun nemlig også, at symptomerne på leddegigten bliver værre, når hun er ked af det eller stresset.

»Så det gælder om at holde sig glad.«