Selvom man er en rutineret og succesfuld skuespiller, så kan det gå galt for selv den bedste.

Det måtte Iben Hjejle sande, da hun i 2013 skulle optage tredje sæson af tv-serien 'Dicte', hvor hun spiller hovedrollen som kriminalreporteren Dicte Svendsen.

Her endte den i dag 50-årige skuespillerinde nemlig med at få et regulært stress-sammenbrud midt under en scene.

Det fortæller hun i sin nye biografi, ‘En gylden korkprop’.

»Pludselig syntes jeg, at der var ulideligt varmt i lokalet – og et øjeblik efter, at der var meget koldt,« beretter Iben Hjejle i bogen og fortæller, at hun af sin indspilningsleder blev bedt om at sætte sig ned.

»Jeg må have lagt mig på gulvet. For det næste, jeg husker, er, at en masse mennesker stod over for mig og kiggede.«

Iben Hjejle fortæller endvidere, at hun dengang ikke selv forstod alvoren i situationen, men at hun kunne aflæse bekymring i alle andres ansigter.

Hun blev først båret ind i et tilstødende lokale, hvorefter hun blev kørt hjem til sin lejlighed.

Iben Hjejle.
Iben Hjejle. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Her blev hun lagt i seng og blev liggende, indtil der kom en kvindelig læge hjem til hende for at snakke om episoden.

»På et tidspunkt i løbet af samtalen gav hun mig et knus, og da hun slap mig igen, så jeg, at hun var gennemblødt,« fortæller Iben Hjejle i sin bog.

»Først troede jeg, at hun havde spildt noget ned af sig selv. Så gik det op for mig, at jeg tudbrølede og muligvis havde gjort det i lang tid,« fortsætter hun.

Iben Hjejle fortæller endvidere, at hun havde snot og tårer over det hele, men at hun alligevel forsøgte at overbevise lægen om, at hun blev nødt til at tage tilbage på arbejde for at optage resten af scenen.

Her lød beskeden dog, at Iben Hjejle ikke bare skulle blive hjemme fra arbejde resten af dagen, men også et godt stykke tid efterfølgende.

Iben Hjejle valgte dog kun at blive hjemme resten af dagen og gjorde trods lægens råd resten af sæsonen færdig – dog med visse skånehensyn såsom én arbejdsdag mindre om ugen.

Efterfølgende begyndte hun at få kognitiv terapi hos en psykolog og tillod sig selv at være sygemeldt i to år.

Hendes tilbagevenden til offentlighedens søgelys skete i 2017, hvor hun takkede ja til at være med i 'Vild med dans', hvor hun nåede hele vejen til finalen sammen med dansepartneren Morten Kjeldgaard, men tabte på målstregen.

I stedet blev det skuespillerkollegaen Sofie Lassen-Kahlke og hendes dansepartner Michael Olesen, som kunne gå hjem med sejren.