Iben Hjejle påbegyndte for fem år siden et nyt kapitel i sit liv og pakkede ‘den gamle Iben’ væk fortæller hun til Finn Nørbygaard i Radio 24syvs program Finnsk Terapi.

»I virkeligheden er det lidt sjovt, at vi bare starter på den her måde, fordi jeg har i virkeligheden altid været sådan, hvordan siger man, det sitrer,« starter Iben Hjejle.

I Interviewet, som kan høres her, fortæller 48-årige Iben Hjejle, hvordan hendes liv gik fra at bevæge sig mod et sammenbrud til at blive en ny version af sig selv.

Iben Hjejle er nødt til at bruge de første fem minutter på at afkode lokalet, situationen og, i dette tilfælde, Finn Nørbygaard, men der går ikke lang tid, før den garvede entertainer får skuespilleren til at åbne op.

»Hvad har du så ellers gang i Iben Hjejle?« spørger Finn Nørbygaard og segway’er sig fra et emne om demens og børns opmærksomhedsspændevidde til det, der bliver interviewets kerne.

»For fem år siden besluttede jeg mig for, efter 25 års intensivt arbejde med at være Iben Hjejle, at hun kunne godt snart få en pause,« svarer den kendte skuespiller.

Hun oplevede at få et sammenbrud  mens hun var på optagelse. Hun kunne ikke mærke sig selv og kunne ikke identificere den situation hun stod i, på trods af hede- og rysteture og tårerne der løb.

Hun var ude af sig selv.

Men der var læger, psykologer og terapeuter, der heldigvis kunne hjælpe hende med at lukke ned, tage en pause og få kigget indad, så hun kunne mærke efter.

Hun har altid haft en uro inden i, og har aldrig tilladt sig selv at være i den uro af frygt for, at der kommer noget dumt ud af munden, og hun aldrig rigtig troet på at man kan være ‘særlig sensitiv’ - før nu.

Hun fandt ud af, at hun havde brugt meget tid og energi på at skubbe sine impulser i baggrunden og ignorere den sitren, som lå og ulmede bagved facaden.

I tiden op til sammenbruddet festede hun meget og fik afløb for de usunde ting, som kunne have domineret hendes nye selv efter sammenbruddet.

Hun kalder det sit uelegante år, og de udskejelser og hendes opvækst har gjort, at hendes sammenbrud i stedet har udmøntet sig i sunde vaner i opbygningen af Hjejle version 2.0.

Nu øver hun sig i at være til stede i den situation, hun er i, og at gøre helt banale ting som at passe sin have, gå ture og lave mad, ligesom hun har lært at sige nej til ting.

Iben Hjejle fortæller også, at hun har været meget ensom i sit arbejde, dog ikke på en ulykkelig måde, men at hun derfor også har fundet glæde i at finde sin kæreste, manuskriptforfatteren Ulrik Wivel.

Gevinsten ved sammenbruddet har været, at hun nu rigtig kan mærke sig selv. Hun har sluppet hjælperaketterne og flyder nu roligt rundt og kan leve livet på sine egne præmisser.