»Mit program er blevet lukket to gange på fire måneder. Det kan jo være, universet prøver at fortælle mig, at det bare ikke skal fortsætte. Det må jeg lige sætte mig ned og tænke over.«

For anden gang på blot fire måneder har satiriker og radiovært Huxi Bachs radioprogram fået kniven.

»Det er jeg rigtig, rigtig ked af,« siger han til B.T.

I oktober forsvandt 'Huxi og det gode gamle folketing' sammen med den nu lukkede radiostation Radio24Syv.

Og mandag valgte Weekendavisen, som førte programmet videre som podcast, at spare Huxi Bachs program væk.

Det skete som et led i en større sparerunde hos avisens ejere, Berlingske Media, som grundet faldende annonceindtægter som følge af corona-epidemien og den efterfølgende lockdown, måtte sige farvel til en række medarbejdere.

»Jeg forstår jo godt, Weekendavisen måtte tage en træls beslutning. Jeg er slet ikke rasende på dem. Det handler om, at det her corona-lort - undskyld mit franske - har ramt os alle sammen. Det er desperate tider, og det kræver desperate midler. Det er der simpelthen ikke noget at gøre ved,« siger han og tilføjer nærmest undskyldende:

»Jeg er jo en af dem, der er ramt i den lette ende. Folk er gået konkurs, folk har mistet deres arbejde, folk er døde. Podcasten var jo bare en lille del af den arbejdsmosaik, jeg har.«

Huxi Bach. Radiovært og satiriker.
Huxi Bach. Radiovært og satiriker. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Alligevel erkender Huxi Bach, at han lige for tiden ikke har det store at lave. Alle hans jobs de næste to måneder er aflyst.

Så mens han venter på, at Danmark bliver sig selv igen, har han kastet sig over et projekt på Facebook.

»Jeg har mit eget lille webshow, som jeg optager på min telefon en gang om ugen. Det får jeg ingen penge ud af, men så har jeg da det at klynge mig til. Og så prøver jeg at lave lidt satire på den absurde situation, vi er i nu.«

Derudover skriver han på sit kommende oneman show, som skal ud til efteråret. Hvis omstændighederne tillader det.

»Så det er sådan set det. Jeg har ingenting,« siger Huxi Bach, der også tvivler på, at han vil køre 'Huxi og det gode gamle folketing' videre selv.

»Men folk skal være velkomne til at ringe, hvis man har et setup, der kan køre det videre. Alle medier er jo ramt på pengepungen. Ingen står og hiver nye ting ind lige nu. Man prøver lige at holde det man har kørende,« siger han.

»Vi er jo ikke den billigste podcast i verden, for jeg samler gamle politikere fra hele landet, som skal have betalt transport og det ene og det andet. Så hvis jeg selv skulle producere det hjemme fra stuen, ville jeg gå i røde tal allerede i program et.«

På kommando kan Huxi Bach dog godt hive et par positive historier ud af sin hverdag i corona-karantæne.

»Jeg har mine børn hjemme, og så går jeg og leger med dem. Det er skønt,« siger Huxi Bach, der for et år siden blev far til tvillinger.

»Det er svært at finde de positive historier, men her i går fik jeg repareret mit hegn, som havde fået en stomskade. Jeg fik også malet hegnet. Så man får da lavet lidt på matriklen. En lillebitte mikropskopisk positiv ting er der da,« griner han.