I de gode gamle dage, længe før Dan Jørgensen overhovedet overvejede at udnytte det politisk, hittede to gæve jyske drenge med en sang om stegt flæsk med persillesovs.

Jimi og René, som de to brødre fra Donslund ved Billund hedder, var kun seks og otte år, da de begyndte at spille sammen. Først optrådte de ved en 30-års fødselsdag hos en af deres forældres venner, så blev de spurgt, om de ville spille til en anden fest, og så begyndte rygtet om de to charmetrolde ellers at løbe.

Ét spillejob blev til flere, og pludselig turnerede de hele Danmark rundt og fik blandt andet et fast job hver sommer i forlystelsesparken Bakken.

I 1988 tog det for alvor fart, da de udgav albummet 'Jimi og René Vol. 2' med hittet 'Stegt flæsk med persillesovs', der med 80.000 solgte eksemplarer gjorde dem til de yngste platin-modtagere i Danmark, og på et tidspunkt var de så populære, at også Tyskland viste interesse.

Jimi og Renés tredje album fra 1989. Mon S!vas er blevet inspireret til sit hit 'D.a.u.da.'?
Jimi og Renés tredje album fra 1989. Mon S!vas er blevet inspireret til sit hit 'D.a.u.da.'? albumcover

De oplevede derudover at blive overrumplet af 20.000 mennesker ved en parkkoncert i Tjørring dagen efter en tv-optræden, og når de selv mange år efter skal opliste flere højdepunkter, står en koncert-tur til Bulgarien med 'Eurovision'-stjernen Johnny Logan også tilbage som et stærkt minde.

»Vi var jo måske nogle af de første børn, der sådan rigtig blev kendte for musik i Danmark,« husker storebror Jimi Vinding i dag tilbage.

»Det sker faktisk relativt tit, at jeg bliver genkendt. Når jeg møder nye mennesker på min egen alder, kommer spørgsmålet tit efter lidt tid, om ikke det er mig, der er den ene af Jimi & René,« fortæller han videre med et grin.

I dag har Jimi og René rundet de 40 år og har begge for længst lagt musikken på hylden.

Som brødreparret blev ældre, kom nye børnestjerner til, og som voksen har musikken mest været noget, de har haft ved siden af på hobbyplan.

I mange år kunne man hyre duoen til at komme ud og spille, men for seks år siden sagde Jimi Vinding stop.

»Det er jo en tid, som jeg er vanvittig stolt af, og noget, der har gjort os til det, vi er i dag,« fortæller Jimi Vinding og forklarer, hvorfor han ikke længere havde overskud til at tage ud og spille.

»Jeg er uddannet frisør og blev for seks år siden salgschef og medejer af et firma, der sælger inventar og produkter til frisører. Der måtte jeg erkende, at der ikke også var tid til at tage ud og spille i weekenderne, hvis jeg også skulle se min familie.«

Jimi Vinding bor i dag i Silkeborg, er gift og har en søn på 17 år. Lillebror René Vinding bor stadig i barndomsbyen Donslund. Han er uddannet elektriker, har sit eget firma og har kone og to børn.

»Renés søn spiller en del musik, min egen kan spille lidt trommer, men hvis han begynder at synge, er der ikke nogen, der vil lytte. Jeg tænker ikke, det er der, han skal gøre karriere,« fortæller Jimi Vinding med et grin.

Og ses de to brødre stadig? Selvfølgelig. Da B.T. taler med Jimi, er han på vej til fødselsdag hos René. Et par timer senere sender de dette billede:

Jimi og René anno 2020.
Jimi og René anno 2020.

Her kan du se, da Jimi og René i 1995 skrev sangen 'Hong Kong Song' til prinsesse Alexandra, da hun blev gift med prins Joachim.

Hvilken tidligere kendis vil du gerne læse om i morgen? Send dit bud til krdn@bt.dk.

Vær med i B.T.s julekalender. Svar på dagens spørgsmål og vind præmier hver dag. Tilmeld dig her!