Dette års Valentinesdag tog en dramatisk drejning for Hollywood-stjernen Hayden Panettiere.

Den 30-årige skuespillerinde fejrede den romantiske dag med sin kæreste, Brian Hickerson, da en kontrovers mellem de to angiveligt udviklede sig voldeligt.

Ifølge TMZ blev politiet den 14. februar tilkaldt til parrets hjem i byen Jackson i Wyoming, USA, som følge af husspektakler.

Da betjentene nåede frem, mødte de angiveligt en 'påvirket mand', der var blevet låst ude af hjemmet, fordi han efter sigende havde slået sin kæreste i ansigtet.

I politianmeldelsen, som TMZ har fået indsigt i, står der, at kvinden, som altså angiveligt skal være Hayden Panettiere, var blevet 'slået i højre side af ansigtet med knyttet hånd'.

Brian Hickerson undgik ifølge politianmeldelsen at svare på betjentenes spørgsmål om, hvorvidt han havde været voldelig mod skuespillerinden.

Han blev dog alligevel anholdt og sigtet for vold. Han blev desuden sigtet for at forstyrre politiets arbejde, da han nægtede at identificere sig selv over for betjentene.

Ifølge TMZ befandt Hayden Panettiere og Brian Hickerson sig i soveværelset, da kontroversen begyndte.

Politifoto af Brian Hickerson.
Politifoto af Brian Hickerson. Foto: Teton County Sheriffs Office
Vis mere

Skuespillerindens ansigt skal angiveligt have været 'rødt' og 'hævet', da politiet ankom. Derudover havde hun en hudafskrabning og hævelse på venstre hånd, hvilket hun forklarede politiet, at hun havde pådraget sig fra Hickersons ur under diskussionen.

Det er ikke første gang, at Brian Hickerson bliver anholdt for vold mod Hayden Panettiere.

For ni måneder siden tog politiet ham med på stationen efter en voldsom diskussionen mellem de to midt om natten. Sagen blev dog droppet, da Hayden Panettiere nægtede at vidne mod ham.

Hayden Panettiere og Brian Hickerson har dannet par i halvandet år.