Slag, vold med et dødeligt våben og trusler mod et vidne.

Det var, hvad Hollywood-stjernen Hayden Panettieres ekskæreste, Brian Hickerson, var sigtet for, da han tirsdag mødte op i retten for at modtage sin dom.

En dom, der endte med at finde ham skyldig i vold. Det skriver People.

Det var en voldsom episode på Valentinesday i 2020, der medførte anholdelsen af Hickerson.

Her blev betjente kaldt ud til 31-årige Hayden Panettieres hjem i byen Jackson i Wyoming, USA, som følge af husspektakler.

Da betjentene nåede frem, mødte de angiveligt en påvirket Brian Hickerson, der var blevet låst ude af hjemmet, fordi han blandt andet havde slået skuespillerinden i ansigtet.

31-årige Brian Hickerson blev efterfølgende sigtet for volden, men det er altså først nu – to år senere – at der falder dom i sagen.

Ifølge People gjorde Hickerson ikke nogen indsigelser i retten, hvilket betyder, at han ikke erklærede sig skyldig, men blot accepterede dommen.

Brian Hickerson skal i fængsel for vold mod skuespillerinden. (Foto: Teton County Sheriff's Office)
Brian Hickerson skal i fængsel for vold mod skuespillerinden. (Foto: Teton County Sheriff's Office)
Vis mere

Han blev idømt 45 dage i fængsel, men skal kun afsone de 33, da han allerede har siddet 12 dage bag tremmer.

Derudover modtog han en prøvetid på fire år, mens han ligeledes skal holde sig væk fra skuespillerinden i fem år.

Hickerson var sigtet for i alt otte hændelser, som skal have fundet sted mellem maj 2019 til januar 2020, men han blev kun kendt skyldig i to.

Hayden Panettiere har endnu ikke udtalt sig om dommen, men sidste år satte hun ord på det voldelige forhold i et interview med People:

»Jeg står frem og fortæller sandheden, fordi jeg håber, at min historie kan hjælpe andre i voldelige forhold til at få den hjælp, de har brug for og fortjener,« sagde hun og fortsatte:

»Jeg er klar til at gøre, hvad der skal til for at sikre, at denne mand aldrig skader nogen igen.«