Leonardo DiCaprio, Mark Ruffalo, Katy Perry, Sacha Baron Cohen, Demi Lovato og Kim Kardashian West.

Det er blot nogle af de megastjerner, som valgte at deltage i en 24-timer lang boykot af Instagram, hvilket kort sagt betød, at stjernerne ikke ville dele indhold på deres konto i et døgn.

Boykottelsen er ment som en protest mod Facebook, der ejer Instagram, fordi stjernerne mener, at virksomheden ikke er god nok til at fjerne voldelig, hadefuld og usand information fra dens platforme.

Stjernerne 'frøs' deres konto onsdag, men trods de gode intentioner er der mange, der ikke har fundet initiativet videre imponerende.

På Twitter er de derimod blevet hånet mange steder. Det skriver New York Times.

'Wow, hvilket offer at stoppe med at dele billeder en enkelt dag,' skriver en bruger for eksempel.

'Sikke I sætter noget på spil her, folkens,' skriver en anden bruger sarkastisk.

Se et par eksempler herunder:

Jim Steyer, som er administerende direktør i nonprofitorganisationen Common Sense Media, der er en del af kampagnen, har kommenteret kritikken af de kendte, der boykottede Instagram.

Ifølge ham er boykottelsen nemlig kun første del af et større budskab.

Han fortæller ifølge New York Post, at mange af stjernerne efter de 24 timer vil dele opslag, der promoverer demokrati, og forklarer, hvordan sociale medier kan være medvirkende til at sprede usand og/eller hadefuld information.