Et komplet sort billede. Intet andet.

Det er, hvad flere danske – og internationale – kendisser har delt i løbet af i dag, tirsdag.

Det skyldes, at dagen i dag er udnævnt til at være 'Blackout Tuesday'.

Forhistorien til dagen er George Floyds død i Minneapolis. Den afroamerikanske mand døde på åben gade efter at være blevet holdt nede af flere betjente og kvalt.

Et drab, der siden har medført voldsomme protester og demonstrationer på de amerikanske gader og stræder.

Den sorte skærm, som kendisser verden over deler på sociale medier, skal symbolisere en fredelig protest, der viser, at folk er trætte af racismen i USA.

En protest, der altså er nået hele vejen til Danmark, hvor blandt andre sangeren Lukas Graham, internetfænomenet Anders Hemmingsen og sangerinden Nabiha har delt det opsigtsvækkende sorte billede.

'Blackout Tuesday'-kampagnen er startet af musikindustrien i USA og er et løfte om at stoppe med at arbejde på dagen.

Også denne del af kampagnen er nået frem til Danmark.

I hvert fald har B.T. været i kontakt med Warner Music, som oplyser, at de er en del af 'Music Industry Black Out Tuesday'.

»Vi træder væk fra arbejdet og retter vores opmærksomhed mod den racisme og uretfærdighed, der er i verden omkring os. Vi har alle et ansvar, og dette initiativ er begyndelsen til forandring,« lyder det fra pladeselskabet.

Du kan se eksempler på danske kendisser, der er gået i sort, herunder: