Den seneste tid har der været mere end almindeligt stille hos den 55-årige serieskuespiller Heather Locklear. Flere har spekuleret i, om stilheden skyldtes en hospitalsindlæggelse, men nu kommenterer 'Melrose Place'-stjernen rygterne.
For til Entertainment Tonight forklarer Heather Locklear nu, at stilheden skyldes en dedikeret indsats for at få det bedre.
»Lige nu forsøger jeg at samle nogle løse tråde, som knytter sig til visse problemer, sådan så jeg kan give fuld gas i 2017,« forklarer Locklear til netmediet uden at komme direkte ind på påstandene om indlæggelse, men tilføjer:
»Jeg arbejder på at få et bedre liv.«
Skuespilleren har tidligere været genstand for meget opmærksomhed, da hun i en periode bøvlede med misbrug, depression og angst.
Stjernen havde eksempelvis et rigtig hårdt år i 2008, hvor Heather Locklear flere gange modtog lægehjælp for sin psykiske tilstand. I marts måtte hendes private læge tilkalde hjælp, da mistænkte Locklear for at være selvmordstruet, og til sidst måtte hun indlægges på en psykiatrisk afdeling. En måneds tid senere gik det stille og roligt fremad for stjernen, som blev udskrevet.
Hun fik det dog kun bedre for en kort bemærkning, for et par måneder senere blev hun anholdt for at køre rundt i LA i påvirket tilstand.
Men nu lader det altså til, at Heather Locklear igen er ved at komme på rette køl.
Heather Locklear slog igennem med serierne 'T.J Hooker' og 'Dollars', før hun blev en del af holdet på serien 'Melrose Place', som landede hende fire Golden Globe-nomineringer.