60 millioner dollar svarende til 375 millioner danske kroner.

Det er så mange penge, wrestleren og skuespilleren John Cena – ifølge Celebrity Net Worth – er værd.

Vejen mod rigdom har dog ikke været nem for den 44-årige stjerne.

Det fortæller han i et større interview med The Sun, hvor han afslører, at han faktisk var hjemløs, da han som 15-årig flyttede til Los Angeles for at jagte berømmelsen.

»Jeg blev nødt til at sove i min bil,« siger han og fortsætter:

»Jeg havde alt mit tøj i bagagerummet, og så sov jeg på bagsædet.«

Ifølge John Cena arbejdede han på daværende tidspunkt i et træningscenter, hvilket betød, at han trods sin status som hjemløs stadig havde adgang til badefaciliteter.

Han fortæller endvidere, at da han som teenager flyttede fra sin familie i Massachusetts, sagde hans far farvel ved at fortælle ham, at han aldrig ville formå at få opfyldt sine drømme i LA.

»Han sagde, jeg ville komme rendende tilbage med halen mellem benene, inden der var gået to uger,« siger John Cena og understreger, at hans fars manglende tro på ham kun fik ham til at kæmpe endnu hårdere for succes.

Og succes fik han.

I hvert fald har han både en succesfuld karriere som wrestler bag sig samt adskillige store Hollywoodfilm såsom 'Trainwreck', 'Fast & Furious' samt Transformers-filmen 'Bumblebee'.

Derudover er han med i den kommende film 'The Suicide Squad', hvor han spiller over for stjernerne Margot Robbie og Idris Elba.