Hollywood-legenden Sidney Poitier er død i en alder af 94 år.
Det skriver flere amerikanske medier på baggrund af en bekræftelse fra Fred Mitchell, udenrigsminister i Bahamas, skriver Mirror.
Amerikansk-bahamanske Sidney Poitier var både skuespiller, filminstruktør, forfatter og diplomat i Bahamas, men er bedst kendt for at være den første afroamerikaner nogensinde, der vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.
Det gjorde han for 'Markens liljer' i 1964 efter også at have været nomineret i 1958 – også som den første afroamerikanske mand.

I 2002 vandt han desuden en æres-Oscar for sine samlede præstationer, som tæller mere end 50 film.
Så sent som i sidste måned blev det annonceret, at et Broadway-stykke om hans vej fra Bahamas til Hollywood var undervejs.
Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.
Sidney Poitier var fra 1950 til 1965 gift med Juanita Hardy, med hvem han fik fire døtre. I 1976 giftede han sig med Joanna Shimkus og fik to børn med hende.

