I slutningen af september afslørede DR-værten Mette Bluhme Rieck, at hun var gravid.

Dermed gør hun og tv-vært Kasper Nielsen deres treårige søn Viggo til storebror, og det er allerede ganske snart, røber den højgravide tv-vært til B.T.

»Jeg er sat til helt i starten af februar,« lyder det fra Mette Bluhme Rieck.

Hun nyder sin graviditet, der går lige som den skal. Men ganske snart bliver der endnu mere tid til at fokusere på den kommende lille ny, når barslen står for døren.

»Jeg har ikke så meget arbejde tilbage, jeg har lige en tredje sæson af 'Danmarks næste klassiker', det her designprogram, der lige skal optages færdig, men jeg har kun en eller to vagter tilbage på 'Aftenshowet', så jeg kan slappe af og nyde maven sådan stille og roligt,« fortæller den 39-årige tv-vært.

Helt præcist hvordan barslen skal fordeles mellem hende og den 51-årige kunsthandlende tv-kæreste er dog endnu uafklaret.

»Det kommer an på, hvor meget Kasper kan tage af barslen, og hvor meget jeg kan tage. Men mon ikke det bliver et års tid i alt, inden vi vil aflevere bettefisen nogen som helst steder,« lyder det med et grin fra Mette Bluhme Rieck.

Hun og Kasper Nielsen mødte hinanden for otte år siden, da hun var vært på antikvitetsprogrammet 'Guld i købstæderne', hvor han var med som vurderingsekspert.