Hjalmer med i 'Toppen af poppen'


Efter drypvis at have afsløret en række musikere igennem den seneste uge, er TV 2 endelig klar med hele det samlede hold, der skal deltage i årets udgave af 'Toppen af poppen'.
Og den sidste mand på holdet blev Hjalmer Larsen, kan Billed-Bladet afsløre.
Den 25-årige musiker, der er søn af afdøde Kim Larsen, havde sin albumdebut i 2017 og har siden haft en række hits som blandt andet 'Folk som os' med sangerinden Medina og 'Kongespil', der var temaet til 'Tinka og Kongespil'.
Og nu har han altså sagt ja til at lade andre musikere fortolke sine sange i musikprogrammet 'Toppen af poppen'.
Og det er der flere årsager til, fortæller han til Billed-Bladet.
»For det første er det et program om musik på musikkens præmisser, og det er altid fantastisk. Derudover er det et fantastisk hold af dygtige artister og mennesker, og der er en masse geniale sange at arbejde med, hvilket bare er en ære,« siger han og tilføjer:
»Og efter det her vanvids-coronaår virkede det bare som et rigtig godt tidspunkt at prøve noget helt nyt og forhåbentligt komme ud til publikum på en anden måde.«
Herudover er Hjalmer Larsen overbevist om, at det bliver en både musikalsk og personlig oplevelse, som man ikke lige sådan glemmer, fortæller han.
Med afsløringen af Hjalmer Larsen er holdet nu fuldt besat.
Det bliver dermed Malte Ebert, Katinka Bjerregaard, Alex Vargas, Maria Bramsen, Simon Kvamm og Mathilde Falch, der skal gøre Hjalmer Larsen følgeskab i årets udgave af 'Toppen af poppen', som i år optages på Mols.