Alex Vargas er med i årets udgave af 'Toppen af poppen'.

Den 33-årige singer-songwriter, der bedst er kendt for sangene 'Shackled Up' og 'Solid Ground', har sagt ja til at være med i TV 2's populære musikprogram, der i år også tæller navne som Simon Kvamm, Malte Ebert og Katinka Bjerregaard.

»Det er altid spændende at skulle fortolke andres musikeres værker, og ligeså spændende når så dygtige mennesker skal fortolke mine. Jeg glæder mig til udfordringerne og overraskelserne,« udtaler Alex Vargas i en pressemeddelse.

Han fortæller, at han som forberedelse har brugt en masse tid i studiet for at lære sine kollegaers musik at kende.

Alex Vargas spiller på rød scene under Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense, torsdag den 28. juni 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Alex Vargas spiller på rød scene under Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense, torsdag den 28. juni 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det har været nødvendigt for mig at indspille versioner af numrene, jeg skal fortolke for at finde ud af, hvordan jeg bedst tilfører mit eget indspark samtidig med, at jeg gerne vil respektere sangen, som den er skabt,« forklarer han.

Alex Vargas har ligesom resten af musikbranchen ikke haft meget at lave det sidste års tid på grund af coronakrisen. Han har da også store forventninger til sin medvirken:

»Jeg forestiller mig noget lignende en rutsjetur med bind for øjnene,« lyder det fra Alex Vargas.

'Toppen af poppen' blev sendt første gang tilbage i 2011 og har i løbet af ni sæsoner haft en lang række danske pop og rockstjerner med på programmet.

Simon Kvamm er også med i 'Toppen af poppen' i år.
Simon Kvamm er også med i 'Toppen af poppen' i år. Foto: Kim Haugaard
Vis mere

TV 2 meddeler, at den nye sæson bliver sendt i tv til efteråret.

Ud over Alex Vargas, Malte Ebert, Simon Kvamm og Katinka Bjerregaard forventes to-tre mere at være med.