Den er blevet omtalt vidt og bredt.

Helle Thorning-Schmidt har igen skabt stor opmærksomhed med en kjole.

Denne gang var det de regnbuefarvede ærmer, som den tidligere statsminister bar ved Danmarks åbningskamp i Qatar, der fik Helle Thorning-Schmidt til at gå viralt.

Til B.T. fortæller designer Søren Le Schmidt, at det igen er ham, der står bag kjolen, der løber med opmærksomheden.

»Det er korrekt, at det er mig, der har lavet den,« lyder det.

Ifølge designeren var det Helle Thorning-Schmidts idé, at der skulle en regnbue med på kjolen.

»Det var Helles idé. Hun ønskede, at vi inkorporerede regnbuen, og jeg vil personligt også gerne støtte, at vi hylder LGBTQ+-miljøet, og jeg synes, det er et cool statement,« fortæller han.

Helle Thorning-Schmidt med regnbue-ærmer.
Helle Thorning-Schmidt med regnbue-ærmer. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De to sad sammen og planlagde designet til kjolen, og den omtalte kjole har været på tegnebrættet et godt stykke tid.

»Vi begyndte at forberede den for en måneds tid siden. Jeg kender Helle, så vi har tænkt over, hvad der kunne være cool til sådan et arrangement. Hun vidste, hun ville have regnbuen med, og så valgte vi en blå kjole, fordi Helle er god i de her stærke farver,« forklarer han og henviser samtidig til den omdiskuterede pink kjole, Helle Thorning bar ved Dronningens jubilæum.

Designeren ønsker ikke at gå for meget ind i det politiske omkring kjolen.

»Det er Helle, der har den på, og det er Helle, der skal tale om, hvad den betyder. Budskabet vedrørende, om det er rigtigt eller forkert, det kan jeg ikke gå ind i. Men jeg støtter, at der skulle regnbuer med til arrangementet,« lyder det.

Der har ellers været strikse regler om påklædningen i Qatar, hvor fans og journalister er blevet afvist i at bære regnbuefarvet tøj, der støtter LGBTQ+.

Dog gjaldt reglerne ikke for den tidligere statsminister, der godt kunne komme ind til kampen i kjolen med de regnbuefarvede ærmer.

Danmark og flere andre nationer valgte mandag at droppe planerne om at bære 'One Love'-anførerbindet, efter FIFA truede med, at det ville udløse et gult kort til anføreren.

DBU og landsholdets beslutning får hård kritik med på vejen af B.T.s sportskommentator, Lasse Vøge. Det kan du læse mere om HER.