Hun troede ikke på dem, de to gravalvorlige betjente, der stod midt i stuen. Troede, det blot var en spøg. Først da de gentog ordene, trængte sandheden ind under hendes ellers hærdede hud.
»Jeg brød fuldstændig sammen. Der var meget, jeg skulle sige farvel til lige der,« fortæller hun om dagen, hvor hun fik at vide, at hendes far, den populære og folkelige skuespiller Poul Glargaard, var død. Havde taget sit eget liv.
»Der gik nok fem minutter, hvor jeg bare hulkede. For det var drømmen om nogensinde at få en far, længslen efter at blive set og efter at få et ordentligt forhold til ham, der bristede der. Men der var også en masse lettelse i det. For nu var kampen slut på en eller anden måde,« siger hans datter Mette Glargaard om de følelser, der skyllede ind over hende, da betjentene for ti år siden bankede på hendes dør.
»En slags jubilæum. Må man sige det?« spørger hun smilende.
For den indre kamp mod psykiske overgreb sluttede ikke den dag.
Først nu – ti år senere, knap 10.000 km fra sit hjemland og i en alder af 55 år – har hun nået en slags endegyldig slutning på efterdønningerne af den. Har fået bugt med følelsen af ensomhed, usynlighed og ubetydelighed.
Det var hendes berømte far, der plantede følelserne i hende. Ham, der var kendt som ond stedfar i 'Alle elsker Debbie' og som Severinsen i 'Jul i Gammelby'. Som var elsket af medierne for sin jovialitet og folkelighed.
Men bag facaden var en anden Poul Glargaard, som kun de færreste kendte til. En voldelig alkoholiker og narcissist. Det var ham, hans datter Mette kendte.
I sin nye bog 'Grænseløs' fortæller hun om som tiårig at blive taget med på drukferie til Gran Canaria, hvor han ville lære hende at drikke. Om at blive lovet væk til mænd af sin far, for at han kunne høste fordele. Om aldrig at være god nok. Om at være en slags gidsel i hans liv.
For Poul Glargaard forlangte hendes udelte opmærksomhed døgnet rundt og skyede ingen midler for at få den. Heller ikke i de seks år, der var gået, fra hun brød forbindelsen til ham, til politiet ringede på hendes dør.
Det var også derfor, at hun troede, at betjentenes besked var endnu en af faderens practical jokes. Men det var det ikke.
Nu var han død. Og hun var – kunne de fortælle hende – uønsket til hans begravelse.
»Det havde han skrevet i et af de mange udkast til afskedsbreve, de fandt. 'Min datter må ikke være til stede ved min begravelse', stod der. 'Mette har slået mig ihjel, hun bliver min død', stod der i et andet, tydeligvis skrevet i en psykisk ustabil tilstand flere måneder inden hans død.«
»Papirerne viste, hvor forfærdeligt han havde det i de sidste år, hvor han havde forsøgt at begå selvmord flere gange. Han var på nervepiller, og han drak. Det er en uhyggelig, farlig kombination,« forklarer Mette Glargaard og fortsætter:
»Det var voldsom læsning, og jeg kan virkelig have ondt af ham. De sidste år må have været så pinefulde. Så havde jeg skyldfølelse? Lidt måske.«
»Jeg vidste jo godt, at han kunne finde på at begå selvmord, så jeg havde i flere år arbejdet med at sige farvel til den skyld, jeg så ville føle. For som voksent barn af en narcissist føler man sig ansvarlig for narcissistens velbefindende.«
Men det var ikke kun afskedsbrevene, der fyldte på skyldkontoen. Også hendes fars veninder bidrog.
'DU HAR SLÅET HAM IHJEL!', skreg en af dem ind i øret på hende og rasede videre. 'Du svigtede ham. Det er alt sammen din skyld.'
»Jeg fik et chok, for jeg havde ikke andet end lige nået at præsentere mig. Og hvad siger man lige til det? Det var voldsomt,« fortæller hun om samtalen, hvor hendes ærinde blot var at tilbyde sin hjælp i forbindelse med bisættelsen.
Den var – som samtalen afspejler – lige så uønsket som hendes tilstedeværelse.
Skylden, der har hvilet på hendes skuldre, kalder hun invaliderende. Og en, hun i årevis har arbejdet på at slippe. Og det har været en ensom proces. Ikke mindst fordi hendes far var kendt og elsket i offentligheden.
»Jeg prøvede jo at fortælle sandheden, men blev aldrig hørt. Han var altid charmerende over for mennesker ude i byen, de kunne ikke gennemskue ham,« fortæller Mette Glargaard, som også forsøgte at række ud til andre børn af skuespillere i vennekredsen, som hun vidste også havde deres at slås med i forhold til deres kendte ophav.
»For at spørge, om vi skulle udgive noget sammen, stå frem sammen. Men der var ikke nogen, der havde lyst. De havde sikkert mange grunde til ikke at ville udlevere deres forældre.«
Så Mette Glargaard gjorde det selv.
Men det er først nu, ti år efter sin fars død, at hun føler, hun har fået bugt med en svær og traumatisk opvækst.
»Prisen, jeg har betalt, er jo, at jeg ikke har kunnet finde mig til ro i et normalt og almindeligt liv med hus, job, mand og børn. At jeg er blevet sådan en rakkertøs, der rakker rundt i verden, fra forhold til forhold, hele tiden skal resætte mit liv,« kommer det med en hjertelig latter fra Mette Glargaard på en Zoom-forbindelse fra Mexico, som er der, hun for tiden. er rakket hen.
Nomade kalder hun sig selv. Og har været det de seneste fire år, som hun fortæller i videoen.
»Der har været perioder, hvor jeg har følt mig fuldstændig som en fiasko, som et mislykket menneske. Så det er en gave at være nået dertil, hvor jeg har kunnet give slip på noget af det dysfunktionelle, jeg kom fra. Selvom det også efterlod et enormt tomrum i mit liv.«
»Men der er stadig ting, som handler om mit forhold til mig selv og de primære personer i mit liv, som jeg er nødt til at tage fat på. Nu har jeg bare fået gjort det til noget, der ikke er et problem. Så kampen er aldrig slut. Den er bare ikke et fuldtidsarbejde mere.«
Som voksent barn af en narcissist har hun ti år efter sin fars død langt om længe sluppet følelsen af at skulle være betydningsfuld for andre. Det er nok at være det for sig selv.
»Jeg kunne sgu da godt tænke mig at finde en dejlig mand og slå mig ned et smukt sted i verden med nogle bjerge. Det ville da være fantastisk. Men jeg tænker også: 'Gad vide, om jeg kommer til at kede mig',« smiler Mette Glargaard, som nyder livet som single. I Mexico. Så længe det varer.
'Grænseløs' er netop udkommet som e-bog på saxo.com
