Midt i tv-programmet 'The Late Show' afslørede skuespillerinden Mindy Kaling en stor nyhed.
3. september blev hun mor til sit andet barn. En dreng, der skal hedde Spencer. Det skriver Daily Mail.
'Det her er nyt for mange mennesker, men ja, det er sandt (at hun har fået et barn, red.). Han hedder Spencer,« lyder det i programmet, hvor hun over et digitalt signal bliver interviewet af tv-vært Stephen Colbert.
'The Office'-stjernen er i forvejen mor til en datter, der hedder Katherine.

Datteren kom til verden i december 2017, så hun vil altså være to et halvt år ældre end sin lillebror.
Faren til børnene er ikke kendt i offentligheden. Noget, som stjernen tidligere har udtalt sig om til New York Times, hvor hun sagde:
»Min følelse er sådan, at indtil jeg snakker med min datter om det, så snakker jeg ikke med nogen andre om det,« lød det.
Hun er generelt en person, der holder sit privatliv ude af offentlighedens søgelys. Hun har eksempelvis aldrig vist sin datters ansigt på sociale medier.
Den 41-årige stjerne er foruden serien 'The Office' kendt fra 'Ocean's Eight' og serien 'The Mindy Project'.



