Ti år skulle der gå, før skuespiller Anne Heche igen var med i en film.

Til det amerikanske medie People fortæller den 51-årige skuespiller, at det var prisen for at stille sig offentligt frem med en kvindelig kæreste for mange år tilbage.

Hun siger, at hun direkte blev advaret mod at vise sig offentligt med den berømte standup-komiker Ellen DeGeneres, som hun var kærester med.

»Ved min filmpremiere på 'Volcano' fortalte jeg dem, at jeg ville tage Ellen med som min date, og så fik jeg at vide, at hvis jeg tog Ellen med, så ville jeg miste min Fox-kontrakt,« lyder det fra skuespillerinden, der lige nu er aktuel i det amerikanske danseprogram 'Dancing with the stars'.

Anne Heche og Ellen DeGeneres stod offentligt ved deres kærlighed. Noget, Heche siger, kostede hende meget af hendes karriere.
Anne Heche og Ellen DeGeneres stod offentligt ved deres kærlighed. Noget, Heche siger, kostede hende meget af hendes karriere. JIM RUYMEN

»På det tidspunkt tog hun (Ellen) min hånd og sagde: 'Gør hvad de siger', men jeg sagde 'nej tak'. Jeg tog Ellen med til premieren og blev genet ud, inden filmen overhovedet var slut, og fik at vide, at jeg ikke måtte deltage ved min egen efterfest af frygt for, de ville få et billede af mig med en kvinde.«

Hun mødte Ellen DeGeneres ved en Vanity Fair-fest i 1997, og de dannede efterfølgende par i nogle år.

Hendes valg om at stå ved sin kærlighed til DeGeneres skulle koste hende dyrt karrieremæssigt.

»Jeg var i et forhold med Ellen DeGeneres i tre og et halvt år, og stigmaet, der fulgte med forholdet, var så slemt, at jeg blev fyret fra min million dollar-filmkontrakt, og jeg arbejdede ikke i en film fra en af de større selskaber i ti år,« siger Heche.

Her ses Anne Heche med sin eks, James Tupper i et billede fra 2017.
Her ses Anne Heche med sin eks, James Tupper i et billede fra 2017. CHRIS DELMAS

Siden Anne Heche og Ellen DeGeneres gik fra hinanden, har hun dannet par med først Colemann Laffoon, som hun fik sønnen Homer med.

De blev dog senere skilt. Her affødte bruddet flere overskrifter, da det tidligere par stridedes i retten – blandt andet om, hvor mange penge Laffoon skulle have af Heche.

Senere dannede Anne Heche par med James Tupper, der også er skuespiller. Parret var sammen i ti år, men gik så fra hinanden i 2017. De fik sønnen Atlas sammen.

People har taget fat i Fox angående beskyldningerne, men de er ikke vendt tilbage.