Årets måske mest omtalte kjole i 2022 var uden tvivl den lyserøde kjole, som Helle Thorning-Schmidt bar ved Dronningens regentjubilæum i september.

Efter festen gik debatten på, om kjolen levede op til kravene til en gallakjole, når man skal til fest hos Dronningen. Specielt blev det diskuteret, om det var 'passende', at kjolen havde en dyb udskæring.

Nu får kjolen igen omtale – og denne gang er det kun rosende.

Den hellange pink kjole med masser af vidde i ærmerne og dyb udskæring er netop kåret til 'årets kjole' af ingen ringere end læserne af Danmarks Royale Ugeblad, Billed Bladet.

Helle Thorning-Schmidt hilser på Dronning Margrethe, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Prins Joachim og Prinsesse Marie ved ankomsten til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Helle Thorning-Schmidt hilser på Dronning Margrethe, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Prins Joachim og Prinsesse Marie ved ankomsten til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det glæder både Helle Thorning-Schmidt og designeren Søren Le Schmidt.

'Vi gjorde det,' skriver den tidligere statsminister på Instagram, hvor hun lykønsker Søren Le Schmidt med æren og fortsætter:

'Jeg er så glad for at vinde, fordi den kjole pludselig blev en del af noget større. Tak til alle jer, der stemte, og til Billed Bladet.'

Også designeren Søren Le Schmidt er både glad, stolt og beæret over prisen og siger til Billed Bladet:

»Kjolen blev et statement om, at man skal stå ved, hvem man er, at man må turde, og i virkeligheden også, at man skal tale ordentligt.«

Da Søren Le Schmidt efter gallafesten i september af B.T. blev spurgt, hvorfor han troede, at kjolen fik så meget opmærksomhed, lød svaret:

»Jeg tror, det handler om kavalergang, og det er det, der får folk til tasterne. Men jeg synes slet ikke, at den var for meget. Ellers ville jeg ikke have lavet den. Om folk kan lide den eller ej, det må stå for deres egen regning. Jeg synes ikke, det er særlig 2022 at gå op i, hvad folk har på, og jeg gider ikke fokusere på, hvad andre mener om designet. Det var en smuk kjole, der virkelig klædte Helle.«

Siden valgte først Sarah Grünewald at genbruge den pink kjole i 'Vild med dans', og siden besluttede Nationalmuseet at udstille den.