Det var naturligvis Dronningen, der løb med det meste af opmærksomheden denne weekend, da regentjubilæet skulle fejres, men på en stærk andenplads kommer tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts kjole.

Den pink lange gallakjole er nemlig løbet med en hel del overskrifter efter fejringen af Dronningens 50 år på tronen søndag.

Specielt er det blevet diskuteret, om det var 'passende' at kjolen havde en dyb udskæring, der viste kavalergang.

Til B.T. fortæller designeren bag, Søren Le Schmidt, at han er meget tilfreds med den kjole, han designede til den tidligere statsminister.

»Jeg gik ind til det her design med en idé om, at jeg ville skabe en kjole, der klædte Helle og som hylder Hendes Majestæt. Det synes jeg bestemt, vi har gjort,« fortæller han.

Hvordan hylder I dronningen med kjolen?

»Der er masser af volume, drama og et stort skørt, som dronningen tidligere selv har båret. Vi har også valgt en farve, der virkelig larmer, fordi vi ved, at majestæten heller ikke er bange for at bruge hele farvepaletten.«

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Tænkte du, da du lavede kjolen, at den ville få så meget opmærksomhed?

»Jeg vidste godt, at det var en larmende kjole. Den var dramatisk, og det var en farve, folk lagde mærke til. Men at den blev et samtaleemne på grund af en udskæring, det havde jeg ikke regnet med.«

Hvorfor tror du, den udskæring bliver et samtaleemne?

»Jeg tror, det handler om kavalergang, og det er det, der får folk til tasterne. Men jeg synes slet ikke, at den var for meget. Ellers ville jeg ikke have lavet den. Om folk kan lide den eller ej, det må stå for deres egen regning. Jeg synes ikke, det er særlig 2022 at gå op i, hvad folk har på, og jeg gider ikke fokusere på, hvad andre mener om designet, det var en smuk kjole, der virkelig klædte Helle.«

Søren Le Schmidt slår fast, at han er meget stolt af kjolen, fordi den netop hyldede Dronningens egen stil og klædte Helle.

Han har ifølge eget udsagn kun modtaget positive henvendelser omkring designet.

Helle Thorning-Schmidt har selv været utrolig tavs omkring debatten og er ikke vendt tilbage på mediernes henvendelser.

På sin Instagram har hun dog delt et opslag, hvor hun udtaler sig om dagene efter fejringen af dronning Margrethe i weekenden.

'Hvordan var din dag? Tro det eller ej, men jeg har faktisk lavet andet end at besvare utroligt søde beskeder og kommentarer, besøgt Søren Le Schmidt,' skriver hun til et opslag, der viser hende til et arrangement for kvindelige advokater.