25.

Det er så mange år, som den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har været gift med sin mand, den britiske politiker Stephen Kinnock.

Og i denne teknologiske tidsalder skal et sølvbryllup selvfølgelig hyldes på sociale medier.

Og som sagt så gjort.

På Instagram har Helle Thorning-Schmidt således delt et langt og romantisk opslag, hvor hun både hylder, men også stikker lidt til sin ægtemand, som hun to voksne døtre med.

'Sikke en ekstraordinær og sjov rejse, vi har været på sammen,' skriver Helle Thorning-Schmidt blandt andet og påpeger, at hun – udover hans udseende – også faldt for sin mands intellekt, nærmere beskrevet hans afhandling om den franske forfatter Simone de Beauvoir.

'Jeg ville vælge ham igen den dag i dag. Hvis bare han ville give mig nogle likes på Instagram altså...' skriver hun videre.

Se hele opslaget herunder (artiklen fortsætter under billedet):

Helle Thorning-Schmidt har delt sit opslag på Instagram tidligt tirsdag morgen, og det tog ikke mange minutter, før lykønskningerne strømmede ind fra danske kendisser:

'Stort tillykke,' skriver skuespilleren Dar Salim efterfulgt af en hjerteemoji.

'Tillykke med kærligheden,' skriver tv-værten Lene Beier, som har tilføjet hele to hjerteemojies.

'Damn, I er søde,' skriver tv-værten Signe Molde, som også har sendt en kysse-emoji til sølvbryllupsparret.

Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock har boet i London siden 2016. Deres to døtre, Johanna på 24 år og Camilla på 21, bor i Danmark

Og det har været yderst besværligt her under coronapandemien, fordi det har været noget nær umuligt at rejse frem og tilbage, har Helle Thorning-Schmidt tidligere fortalt til B.T.:

»Jeg gør meget for at holde sammen på os. Jeg er et familiemenneske. Men efter coronaen har jeg været nødt til at vælge et sted at være. Det er ikke særligt ideelt, når vi er en familie, der bor i to forskellige lande,« sagde hun i december.