Hella Joof vendte for nylig hjem fra en internet-fri rejse over atlanten til en indbakke, der afslørede en shitstorm, som hun aldrig nåede at være en del af.

Den 18. november havde den 56-årige multikunstner skrevet et satirisk debatindlæg i Berlingske om den svindelsigtede Britta Nielsen, og det fik sindene i kog og beskyldningerne til at flyve på de sociale medier.

Det var så meget tvivl hos læserne om, hvorvidt indlægget var et forsvar for Britta Nielsen eller en satirisk kommentar til Skats manglende kontrol med danskernes penge, at Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, fløj til tasterne for at forsvare den bortrejste Hella Joof.

B.T. har mødt Hella Joof, som nu selv kan udrede, hvad der udløste hendes debatindlæg.

»Det er meget satirisk. Altså, jeg sammenligner jo med Olsen Banden. Det er jo ikke sådan, at jeg skriver ‘kære Britta. Jeg synes det er fryd, at du har taget penge fra de fattige’. Jeg skriver jo bare, hvad jeg tror, hun har tænkt,« siger Hella Joof.

Hun understreger, at det, som Britta Nielsen er sigtet for, på ingen måde er okay, men hele historien om Britta Nielsen vækker en nysgerrighed i hende.

»Nej, nej, nej, selvfølgelig må man ikke stjæle, det ved vi jo godt allesammen, men jeg synes bare, det er interessant, hvad der måske kunne være hendes motiver. Det er jo en sindssyg god historie,« siger hun.

Hun er heller ikke overbevist om, at den shitstorm, hun startede, handlede om, hvorvidt hun prøvede at retfærdiggøre Britta Nielsens formodede svindel.

»Hvis folk troede, at det var det, jeg mente… Det tror jeg heller ikke, de gør. Der er bare nogen, der godt kan lide at råbe af mig. Undskyld mig, jeg sidder og kommer med gode ideer til, hvordan man gør; du skal tage bowlerhat på og en cigarstump. Det er jo Olsen Banden,« siger hun og griner:

»Jeg opsøger ikke det her. Jeg har ikke noget behov for at provokere. Jeg troede godt, at folk vidste, at jeg betjente mig af humor og satire. Det har jeg jo trods alt gjort meget i mit liv, det er ikke sådan uden for skiven. Men hvis folk insisterer på at fortolke en som ond og uempatisk, så er der alligevel ikke noget at gøre ved det.«

Hun stiller sig også uforstående over for nogle af de meget grove beskeder, som hun har modtaget, da hun ikke ser sig selv som en, der er ude på at sparke nedad.

»Alt, hvad jeg laver, handler om empowerment, om at gøre folk stærkere og finde deres ressourcer, fortælle folk, at de kan noget, de har noget, de er noget, og at du er smuk, som du er. Jeg går meget op i sådan noget,« siger hun.

Hella har taget shitstormen med forhøjet sindsro - folk tillægger en de værdier, de gerne vil, og det kan man ikke gøre så meget ved, og så kan det være meget praktisk, at man er væk, når det sker.

»Når man er væk, når sådan noget sker, så kan man overhovedet ikke mærke det. Når så man kommer hjem, så tænker man ‘nå, er det stadigvæk noget’?,« siger hun og joker:

»Det er lidt bizart at have en shitstorm, når man selv står midt ude på Atlanten i meget høje bølger«.

Hella Joof er aktuel med filmen 'Happy Ending', som har premiere den 25. december.