Helena Christensen er et dansk navn, der i den grad er sat i forbindelse med skønhed.

Hun var en del af bølgen af supermodeller, som var på alles læber i 1990'erne.

Det var dog ikke kun dengang, den nu 51-årige Christensen vakte beundring. Det gør den berømte dansker også i dag, hvilket man kunne læse mandag morgen dansk tid på hendes Instagram-profil.

Her var der nemlig nogle af Helena Christensens følgere, som spurgte til, om hun bruger botox.

'Må jeg spørge dig, om du har fået nogle botox-indsprøjtninger? Du er blændende smuk,' skriver en betaget føler.

Det forsikrer Helena Christensen dog vedkommende om, ikke er tilfældet. Hun bruger en helt anderledes og noget overraskende metode til at holde sig rynkefri.

'Kun ost,' lyder Christensens kortfattede svar, der kommer ledsaget af en blinkesmiley.

Der forstår følgeren dog ikke og spørger videre ind til situationen med det smukke glatte ansigt.

'Hvad betyder det? Kosmetisk oste-kirurgi?' prøver vedkommende igen.

'Jeg spiser ost, som medvirker til ekstra vægt, der får rynkerne til at forsvinde,' lyder det jokende i kommentaren fra modellen.

Det vides dog ikke, om skønhedstippet skal tages bogstaveligt eller mest som en joke, men eventuelle eksperimenter ville jo nok under alle omstændigheder blive en fornøjelse.

Mere end 300 har 'syntes godt om' om Helena Christensens oste-råd.