Den 69-årige tidligere filmproducer Harvey Weinstein blev sidste år dømt til 23 års fængsel for voldtægt og overgreb.

En dom han nu har valgt at anke, skriver mediet Page Six.

Weinsteins hold af advokater skulle have afleveret en appelsag på hele 165 sider, hvor hovedpointen er, at Weinstein blev snydt for en fair retssag.

Ifølge dokumenterne var Harvey Weinstein offer for overdreven medieomtale og forkerte beslutninger fra retsagens dommer, der lod jurymedlemmer høre fejlagtige beskyldninger, som den tidligere filmproducer slet ikke var anklaget for.

»Disse problemer fremhæver et utal af måder, hvorpå hr. Weinstein blev frataget en retfærdig rettergang,« skriver talsmand Juda Engelmayer i en pressemeddelelse.

»Det amerikanske strafferetssystem er lavet til at dømme tiltalte ud fra deres handlinger – ikke deres generelle karakter.«

I slutningen af februar 2020 blev Weinstein dømt for seksuelt overgreb på sin tidligere assistent Mimi Haleyi i 2006 og voldtægt af skuespilleren Jessica Mann i 2013.

Allerede dengang meddelte hans advokater, at han ønskede at anke dommen.

De advokerede også for, at Weinstein grundet sit dårlige helbred skulle have en mild straf på fem års fængsel.

Op mod 75 kvinder har anklaget Weinstein fra alt fra upassende berøringer til voldtægt.