Hertuginden af Sussex er højgravid, men det stopper ikke den tilsyneladende uendelige rygtestrøm, som gang på gang drukner idyllen for hende og prins Harry.

Denne gang er det magasinet Tatler, der skaber overskrifter med en ny artikel, hvori det hævdes, at 37-årige hertuginde Meghan har tvunget Harry til at fryse sin barndomsven Tom Ipskip ud af sit liv.

Ifølge unavngivne kilder advarede Ipskip sin kammerat mod at gifte sig med amerikaneren, fordi hun 'betød problemer', og den indblanding koster ham nu venskabet med 34-årige prins Harry.

På trods af, at ingen vil lægge navn til rygtet, bliver det taget meget seriøst i den britiske presse, og det er der en ganske særlig grund til.

Storhedsvanvid

Tatler er nemlig ikke et helt så slibrigt magasin, som navnet ellers antyder.

Det blev grundlagt i 1709 og har i flere århundreder været den engelske overklasses og aristokratiets foretrukne sladderblad, når man skal holde sig informeret om rygter og nyheder om venner og fjender.

Tatler har tidligere beskrevet, hvordan prins Harrys vennekreds er skrumpet kraftigt ind, siden han indgik ægteskab med Meghan, hertuginde af Sussex, fordi de var for festglade til prinsens nye liv som fornuftig ægtemand.

I magasinets nye portræt med titlen 'Et år med Meghanomani' - et ordspil på 'Meghan' og 'megalomani', det græske ord for storhedsvanvid - lægges der vægt på, at Harry er fuldstændigt forgabt i Meghan og derfor lader hende styre sit sociale liv. Men det er ikke det eneste, hun styrer med hård hånd.

Alle, der har stået mellem Meghan Markle og prins Harry forsvinder tilsyneladende fra prinsens liv. (Scanpix)
Alle, der har stået mellem Meghan Markle og prins Harry forsvinder tilsyneladende fra prinsens liv. (Scanpix)

For ifølge Tatler har parrets tjenestefolk givet hende tilnavnet 'Me-gain' med hentydning til, at alt skal handle om hende, og hendes vilje skal igennem for enhver pris, hvilket angiveligt har fået adskillige ansatte til at sige op i afmagt.

Det seneste offer for hertuginde af Sussex Meghans påståede kontrol, Tom Ipskip, mødte ifølge Daily Mail prins Harry på universitetet Eton, og de var efterfølgende uadskillelige i en årrække.

Han var med i Harrys lidt for festlige periode, hvor prinsen blandt andet blev fotograferet fuld og nøgen i Las vegas, og Ipskip var side om side med prins Harry senere samme år, da de under en skiferie i Verbier skabte skandale ved at kaste snebolde efter folk fra en altan.

Ligesom Harry har Ipskip nu lagt party-tilværelsen bag sig, og han blev gift i 2017.