Kun tre officielle billeder blev delt af det britiske kongehus i forbindelse med Prins Harry og Meghan Markles bryllup sidste år, men et hack har sendt flere i omløb.

Det er den royale og betroede hoffotograf Alexi Lubomirski, som sørgede for at forevige greven og grevinden af Sussex’ bryllup, der har fået stjålet billederne.

Det er blevet bekræftet af en royal kilde overfor The Sun.

Det er parrets private billeder, som 43-årige Alexi Lubomirski lå inde med, der efter at være blevet stjålet i et online angreb, er dukket op på de sociale medier.

Sikkerhedsfolk på Buckingham Palace igangsatte med det samme en desperat sikkerhedsplan, for at prøve at lukke ned for spredningen af de mange billeder, som er blevet stjålet.

Billederne var fra Harry og Meghans bryllup, men der var også billeder fra parrets fejring af deres  forlovelse mellem de stjålne privatfotos.

Bruddet på sikkerheden blev opdaget, fordi der i løbet af de sidste par dage er dukket sort/hvide billeder op med påskriften ‘preview’, hvilket betyder, at det er prøvebillder, der er blevet sendt til godkendelse.

Lækket af billederne kommer samtidig med, at Meghan skal til at lave sin første officielle optræden til eventet ‘Trooping the Colour’ siden hun blev mor til den nye royale Archie den 6. maj i år.

Parret efter vielsen ved St. George's Chapel ved Windsor Castle - dette er ikke et af de lækkede billeder.
Parret efter vielsen ved St. George's Chapel ved Windsor Castle - dette er ikke et af de lækkede billeder. Foto: Damir Sagolj
Vis mere

‘Trooping the Colour’ er en årlig parade, der afholdes i hendes majestæt dronningens ære, for at fejre hendes fødselsdag. Paraden afholdes traditionen tro, anden lørdag i juni, hvilket i år er den 8.

»Der var en online sikkerhedsbrist. Billeder blev hacket og derefter lækket. Der var en intern undersøgelse, men politiet var ikke involveret. Situationen er nu under kontrol,« har kilden oplyst.

Det vides dog ikke, hvem der stod bag det digitale indbrud, men situationen blev lynhurtigt taget hånd om, så der ikke kunne hackes flere billeder.

Selve hacket skete i september sidste år, men det er først nu, at billederne er begyndt at dukke op på Instagram og Twitter.

På flere af de lækkede ses 34-årige Harry og 37-årige Meghan ifølge The Sun stående tæt, hvor Harry med lukkede øjne kysser Meghan passioneret på munden.

Et af de tre billeder, som kongehuset valgte at dele med offentligheden tilbage i maj sidste år, var et familieportræt af Harry, Meghan og hendes mor Doria, Kate, William, Dronningen og prins Philip på Windsor Castle.

Fotografen Alexi Lubomirski er selv nedstammet fra polske aristokrater, og i 2018 blev hans billeder af parret trykt på engelske Royal Mail frimærker for at markere Harry og Meghans bryllup.

Hverken talspersoner fra Buckingham Palace eller Alexi Lubomirskis agent har ønsket at kommentere  på sagen.