Gustav Salinas og Niels Goido kan alligevel ikke holde fingrene fra hinanden.

De slog op, men fandt allerede sammen igen efter en uge, fortæller den 28-årige ’For lækker til love’-kendis i en video.

»Vi har boet sammen, så havde vi lige en pause på en uge. Vi havde lige en krise, og der må man bare erkende, at nogle ikke kæmper for kærligheden, og det gjorde vi,« fortæller Gustav Salinas i videoen, som han har delt på Youtube.

Ifølge parret gik de fra hinanden, fordi både Gustav og Niels arbejder meget og derfor næsten ikke er hjemme.

Det førte til ’nogle uenigheder’, som kæresten, den 20-årige Niels Goido, siger i videoen.

Til Se og Hør har Gustav tidligere beskrevet, at det kan være svært at være i et fast forhold, fordi man hele tiden tror, at græsset er grønnere på den anden side.

»Vi er sammen igen. Jeg kunne ikke overskue at gå ud at date igen,« fortalte Gustav til mediet.

Det er omkring en måned siden, at Gustav skrev på Facebook, at han og Niels var gået fra hinanden.

Dengang skrev han, at de på trods af bruddet stadig var gode venner.

Den 28-årige tidligere realitystjerne, der i dag er personlig fitnesstræner, har været sammen med den otte år yngre Goido siden december sidste år.

I februar afslørede de to, at de var klar til at tage endnu et skridt i deres forhold – nemlig at flytte sammen.