Nogle nyheder vil man helst selv breake. Det ved Gustav Salinas.

Mandag skrev han på sin Facebook-side, at han ikke længere er sammen med kæresten Niels Goido.

'Kære alle venner. Jeg vil helst selv sige det, inden det kommer fra andre. Mulle og jeg har haft nogle fantastiske måneder sammen, og vi har nydt vores tid sammen i fulde drag. Men vi har valgt at slutte vores forhold, men er stadig gode venner. No hard feelings mellem os,' skriver han.

Den 28-årige tidligere realitystjerne, der i dag er personlig fitnesstræner, har været sammen med den otte år yngre Goido siden december sidste år.

»Mine venner har set ham, og vi skal holde nytår sammen. Vi holder en stor middag hjemme hos mig. Vi har det rigtig godt sammen. Jeg havde ikke regnet med, at en knægt på 20 år kunne slå benene væk under mig, men det kunne han virkelig. Nu føler jeg mig også meget mere ung, kan man sige,« sagde han før nytår til Realityportalen.

I februar afslørede de to så, at de snart var klar til at tage endnu et skridt i deres forhold.

»Vi vil gerne flytte sammen, og det skal nok ske på et tidspunkt snart,« sagde en forventningsfuld Salinas til Realityportalen.

Parret flyttede sammen for at par måneder siden. Men nu skal Gustav altså vænne sig til singlelivet igen.