»Nu er min lille engel oppe i himlen.«

Sådan lød det fra en stærkt bevæget Dennis Knudsen, da han torsdag eftermiddag fik et knus af en lille pige foran Sankt Povls kirke i Korsør kort efter, at han havde taget nogle af de tungeste skridt, en far kan tage. Mod rustvognen med sin lille datters kiste.

Med tårerne piskende ned ad kinderne og højlydt grædende bar Dennis Knudsen sammen med sin bror, Dion, den lille hvide babykiste ud af kirken.

I den lå den ene af hans tvillingedøtre, Naomi. Den halvanden måned gamle pige døde pludselig natten til 1. november.

Dennis Knudsen sammen med sin mor.
Dennis Knudsen sammen med sin mor. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

En obduktion har efterfølgende vist, at det var vuggedød, fortæller Dennis Knudsen til B.T. Han havde dog ikke lyst til at svare på flere spørgsmål om det tragiske tab.

Han fortalte dog kortfattet pressen foran kirken, at han troede, det var en drøm, da han fandt sin lille datter livløs om natten.

»Det troede jeg mange timer efter. Jeg kunne ikke forstå, det var virkelighed,« lød det fra den knuste far.

Dennis Knudsen græd hjerteskærende, da kisten med hans lille datter blev sat ind i rustvognen. Sammen med både sin mor og bror lagde han røde roser ved kisten, mens de mange fremmødte stod med tårer i øjnene og så til.

Dennis Knudsen gav den lille pige et knus.
Dennis Knudsen gav den lille pige et knus. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

Blandt gæsterne var flere kendte, blandt andre Sanne Salomonsen og tv-lægen Charlotte Bøving.

Men også nogle af de lokale fra Korsør havde fundet vej til kirken. Dennis Knudsen flyttede i 2021 til den vestsjællandske by, hvor han købte en stor villa med havudsigt.

Og her er han blevet taget godt imod.

En familie med en lille pige var mødt op ved kirken. Pigen, hvis lillebror er gode venner med Dennis Knudsens ældste søn, Lukas, havde en bamse med til den kendte frisør og insisterede på at give ham et knus.

Dennis Knudsen sagde torsdag farvel til sin datter Naomi.
Dennis Knudsen sagde torsdag farvel til sin datter Naomi. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

»Hun er så glad for ham. Han er så sød ved både hende og hendes lillebror. Vi er kommet meget hos dem,« fortalte pigens mormor, der sammen med pigens mor var taget med til begravelsen.

Dennis Knudsen blev glad for krammet og forklarede, hvad der var sket med hans datter:

»Nu er min lille engel oppe i himlen,« sagde han til pigen og fortalte efterfølgende til B.T., at han virkelig var blevet taget godt imod i havnebyen.

Den kendte frisør var også fattet nok – trods de mange tårer – til at takke alle de fremmødte for støtte i den svære stund.

»Tak, det betyder så meget for mig,« sagde han, før han fik et stort gruppekram foran kirken.

Efter ceremonien fortalte Dennis Knudsen, at han skulle hente sine tre andre børn, der ikke have været med til begravelsen.