Den dansker komiker Gordon Kennedy har hele sit liv boet i Danmark. Nu har han mistet sin opholdstilladelse.

»Jeg fik et chok. Det er latterligt, at min tidsubegrænsede opholdstilladelse bliver annulleret på grund af brexit,« siger han til B.T.

I december fik han brev i e-Boks om at han fra maj opholder sig ulovligt i landet.

Derfor skal han søge om opholdstilladelse. Får han ikke den, skal han forlade Danmark.

Skuespiller Gordon Kennedy har altid boet med sin hustru og deres to børn i Danmark. Foto: Erik Refner/Scanpix 2018.
Skuespiller Gordon Kennedy har altid boet med sin hustru og deres to børn i Danmark. Foto: Erik Refner/Scanpix 2018. Foto: Erik Refner
Vis mere

På Facebook forklarer han situationen sådan her:

»Med 53 års forsinkelse bliver jeg smidt ud af landet, til trods for at mine forældre forelskede sig og fik min far ind i Danmark og dristede sig til at stifte familie her. Noget, som EU nu synes var en dårlig idé … så jeg må hjemad!!!,« skriver den 53-årige komiker.

Gordon Kennedys far er skotte, og selvom familien har boet i Danmark altid, selvom komikeren har betalt skat, siden han var 18 år gammel, og selvom han i øvrigt hidtil har haft en 'permanent og tidsubegrænset opholdstilladelse', skal han nu ansøge om lov til at blive her.

»Det er underligt at have følelsen af at være uønsket,« siger han og erkender, at han er usikker på, hvad han skal igennem for at få den eftertragtede opholdstilladelse.

Makkerparret Gordon Kennedy og Timm Vladimir har optrådt sammen siden de var unge. Senest genoplivede de deres populære 'Godnat historier' til DR-programmet 'Danmark griner'. Foto DR.
Makkerparret Gordon Kennedy og Timm Vladimir har optrådt sammen siden de var unge. Senest genoplivede de deres populære 'Godnat historier' til DR-programmet 'Danmark griner'. Foto DR.
Vis mere

Planen er at søge om enten dobbelt statsborgerskab eller alene dansk statsborgerskab. Men det er ikke bare en formssag, har han fundet ud af.

»Jeg tog en danskhedstest to gange, den ene gang dumpede jeg. Jeg havde to fejl for mange i forhold til at blive dansk statsborger.«

Hans søster, der er lidt længere i processen, skulle indsende eksamenspapirer fra hele sin skolegang for at bevise, at hun har opholdt sig i Danmark altid.

»Men hverken min søster eller jeg kan finde papirerne fra vores afgangseksamen i folkeskolen. Hun kunne fremvise både sin studentereksamen og sin eksamen fra pædagoguddannelsen, men hendes ansøgning blev afvist, fordi papirerne fra folkeskolen ikke var medsendt,« siger han.

Gordon Kennedy, der er kendt for sit samarbejde med Timm Vladimir, skal have sendt papirerne ind, inden april bliver til maj. Lykkes det ham ikke at få fornyet sin opholdstilladelse, er konsekvensen klar:

»Så er jeg ude i juni måned,« siger han og tilføjer:

»Det føles mærkeligt.«