Skuespiller George Clooney tabte sig 12 kilo for at blive klar til en rolle, men lynkuren har muligvis været for hård for kroppen.

Clooney måtte nemlig en tur på hospitalet med en alvorlig betændelsestilstand. Bare fire dage inden han skulle i gang med sin nye film 'The Midnight Sky', skriver The Mirror.

Den 59-årige 'Syriana'-skuespiller fik betændelse i bugspytkirtlen. Noget, der i yderste konsekvens kan være dødbringende.

»Jeg tror, jeg prøvede for hårdt at tabe mig hurtigt, og så tog jeg nok ikke vare på mig selv,« lyder skuespillerens bud på, hvorfor han måtte indlægges.

George Clooney med sin kone, Amal.
George Clooney med sin kone, Amal. ANDY RAIN

I den nye film, hvor Clooney både medvirker og instruerer, spiller han en astronom, der lider af kræft.

Filmen er delvis blevet indspillet i Arktis, og da han også skulle lede skuespillerne foran kameraet, krævede det al hans fokus.

»Det tog et par uger at blive rask, og som instruktør er det ikke nemt, for du har brug for din energi,« siger George Clooney, som uddyber:

»Vi var ude på en gletsjer i Finland, hvilket gjorde det sværere at arbejde. Men det hjalp i den grad med karakteren (han spillede, red.) Det er større end noget, jeg har gjort før. Men du ved, det var sjovt,« siger skuespilleren om den store udfordring.

Han fortæller desuden, at han til rollen skulle have et kæmpe skæg, som han med egne ord kalder 'grimt'.

Noget, der delte vandene hjemme i familien. For hvor hans treårige søn Alexander syntes, det var vældigt underholdende at gemme ting inde i uglereden, så var hans tvillingesøster Ella knap så imponeret.

Ligesom sin mor, 42-årige Amal, savnede hun George Clooneys ansigt. De kvindelige medlemmer af familien var derfor meget begejstrede, da Clooney igen kunne lade sig barbere.