Det var lige ved at ende i en regulær tøjkatastrofe, da skuespiller Merete Mørkedahl og danser Thomas Evers Poulsen gik på gulvet i lørdagens 'Vild med dans'.
Men heldigvis havde parret dagen forinden gjort noget, de ellers aldrig plejer at gøre. Og det blev deres redning, fortæller den 38-årige skuespiller på Instagram.
I otte timer havde fem mand siddet og arbejdet koncentreret med de perler, der skulle besætte hele Merete Mærkedahls røde jive-kjole. 200 rækker med 26 perler på hver – i alt 5300 perler var sirligt sat på den festlige kjole, som skuespilleren skulle imponere i under lørdagens juleudgave af 'Vild med dans'.
Fredag – dagen inden showet – var kjolen endelig klar til en svingom, og modsat tidligere uger valgte parret her at tage en prøvedans i deres kostumer, inden det skulle gå løs.

Men midt under dansen begyndte kjolen pludselig at opløse sig selv i et virvar af perler, som dryssede ud på dansegulvet i takt med skuespillerens bevægelser.
Otte timers arbejde var spildt.
'Jeg stoppede med det samme og var vildt bange for, at jeg havde gjort noget forkert. Det viste sig dog, at de nederste perler i rækkerne havde en skarp inderside, som skar alle snorene over. Jeg tror da lige, vi alle mistede farven i hovederne (også selv om jeg for første gang i mit liv har fået spraytan),' skriver Merete Mærkedahl på Instagram.
Her kan man i billeder se hele processen – fra de flittige kostumefolk, der sætter de 5.300 perler på kjolen, til den færdige perlebesætning og til at Merete Mærkedahl i en slowmotion-video demonstrerer, hvordan perlerne vælter af hende under en energisk bevægelse.
Men man ser også, hvordan kjolen nåede at blive reddet på blot et enkelt døgn.
Kostumeafdelingen formåede nemlig at skaffe et hvidt perlestykke fra en kjole, som den tidligere 'Vild med dans'-danser Vickie Jo Ringgaard havde haft på ved den anerkendte dansekonkurrence Blackpool Dance Festival.
Perlestykket syede de på en gammel kjole, som den tidligere 'Vild med dans'-vært Andrea Elisabeth Rudolph havde båret i forbindelse med den allerførste sæson af TV 2-programmet i 2005.
Men Vickie Jo Ringgaards perler var som sagt hvide, så chefkostumedesigner Christina Ramlaus mand, Frits Trøst Andersen, måtte bruge fredag nat i sit autoværksted, hvor han sprøjtemalede dem røde, så de var klar til dans dagen efter, fortæller Merete Mærkedahl.
'Shit, jeg bøjer mig i støvet for systuen på 'Vild med dans'. Al hæder og ære til jer og tak for jeres store arbejde uge efter uge. Jeg har elsket alle mine kjoler,' skriver hun.
'Og I andre får til gengæld lov at se 5.300 perler vælte af mig her på den video, vi lavede, efter det var gået op for os, at den dråbeformede endeperle nok ikke skulle have været solgt til kostumebrug.'