Hella Joof bliver ikke længere vred, når folk roder hende i håret.

Alligevel håber hun, at en samtale om situationen kan fortsætte, så nogle folk lidt bedre forstår, hvor upassende det er at gå hen og røre andres hår. Det fortæller hun i programmet 'Deja-vu med Frøkjær'.

Her indskyder forfatteren også, at hun og datteren havde en samtale om netop den situation for nylig. En situation, som mor og datter, Olivia Joof, fra tid til anden står i.

»Jeg har lige talt med min datter om det der, fordi vi var til en fest, hvor der var en eller anden mand, der rørte ved hendes hår, og så sagde hun: 'Den måde, gamle mænd rører ved brune pigers hår',« lyder det fra Hella Joof, som uddyber:

I 'Deja-vu' genbesøger Cecilie Frøkjær gamle klip fra interview, hun har lavet med sin gæst.
I 'Deja-vu' genbesøger Cecilie Frøkjær gamle klip fra interview, hun har lavet med sin gæst. Foto: DJURHUUS KRISTIAN
Vis mere

»Og jeg blev sådan lidt: 'Så, så skat, han er bare lidt fuld.' Men hun havde fuldstændig ret. Hun er jo en anden generation, og de er lidt mere sådan: 'Hey, nu gider vi ikke mere'. Jeg er jo sådan en overgangsgeneration. Vi var jo nogen af de første, der var brune i Danmark. Så vi har hele tiden skullet forklare, og i starten var der ikke rigtig nogen, der gad at høre på det.«

58-årige Joof er med i 'Deja-vu med Frøkjær' for at gense nogle af de gamle klip, hvor vært Cecilie Frøkjær har interviewet hende. Og i et af de klip fortæller hun både om situationerne med håret, men også om at blive talt ned til.

I klippet kan man se Frøkjær, der siger, 'at man lige får lyst til at røre' (håret, red.), men at hun nok skal lade være.

»Det er også, fordi folk tænker, at når man har krøller, så har man nok ikke nogen frisure. Så folk kommer over og siger: 'Ehh, du er så herlig',« lyder det fra Joof i det gamle klip, hvor hun viser med hånden, hvordan folk purrer rundt i hendes hår.

»Og så tænker jeg: 'Herlig? Jeg er 52, jeg skylder banken syv millioner. Altså herlig?!'. Men så må man huske, at det er kærligt ment.«

Hella Joof forklarer, at det er en opgave, hun har taget på sig: at korrigere folks opførsel. At vise, at selvom man har runde øjne, hvide tænder og krøller, så kan man sagtens være alvorlig og mene noget om vigtige emner.

Se hele indslaget og mere fra den slagkraftige forfatter i 'Deja-vu med Frøkjær', som allerede nu ligger på TV 2 Play, og som bliver sendt på TV 2 Charlie klokken 20.45 mandag.