'X Factor'-skaberen, Simon Cowell, kom i weekenden voldsomt til skade og brækkede ryggen efter et cykelstyrt.

Nu giver han lyd fra sig for første gang siden styrtet, der skete lørdag nær hans hjem i Malibu i Californien, hvor han bor med sin seksårige søn, Eric, og sin partner, Lauren Silverman.

Det gør han i et opslag på Twitter, hvor det er tydeligt, at den 60-årige musikmoguls humor er intakt trods den brækkede ryg.

'Lige et godt råd: Hvis du køber en elektrisk cykel, så læs manualen, før du kører på den for første gang.'

I opslaget takker Simon Cowell også alle dem, der har skrevet beskeder til ham, mens han også sender en hilsen til de sygeplejersker og læger, der opererede hans ryg efter styrtet.

'De er nogle af de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt,' skriver han i opslaget, som kan ses i bunden af artiklen.

Cykelstyrtet sker ifølge The Independent blot to år efter, at Simon Cowell faldt ned ad trappen i sit hjem.

Han havde dengang hentet noget mælk i køkkenet, da han blev svimmel på vej op ad trapperne.

»Det næste, jeg husker, er, at nogle giver mig en halskrave om nakken, og at jeg havde en forfærdelig hovedpine, som må være kommet, fordi jeg ramte trappetrinet med hovedet,« fortalte Simon Cowell dengang.

Heldigvis kom 'X Factor'-skaberen ikke lige så alvorligt til skade dengang, som han gjorde i weekenden, hvor han styrtede i sin egen gårdhave.

Simon Cowell er hovedmanden bag de to underholdnings-programmer 'X Factor' og 'Britain’s Got Talent', hvis koncepter er solgt til hele verden, inklusive Danmark.

Han underskrev for nylig en aftale med Sony Music Entertainment, som betyder, at hans selskab nu har det fulde ejerskab over alle internationale versioner af 'X Factor'- og 'Got Talent'-programmerne.