Glamour, modeshows og royale kindkys. Rigmandsfamilien Zobel lever et luksusliv i overhalingsbanen, men skandalerne klæber sig også til den tidligere Codan-direktør Peter Zobels slægt.

Onsdag blev den 80-årige godsejers ekskone, Henriette Zobel, idømt 20 dages betinget fængsel og en bøde på 7.000 kr. for at have kørt med en promille på hele 2,26 - og det beroligende middel chlordiazepoxid i blodet. Hun fik også konfiskeret sin bil. Det er blot den seneste af en perlerække af skandaler og nedture, medlemmer af den berømte og feterede rigmandsfamilie har været udsat for.

Konkurs og depression

Efter sin modelkarriere kastede Henriette Zobel sig over en tilværelse som designer. I 2002 etablerede hun tøjfirmaet Pureheart, men ni år senere måtte hun give fortabt. Firmaet gik konkurs - og Henriette Zobel røg ned i et stort, sort hul.

I et interview med magasinet Sundhed fortæller hun, at Pureheart var en stor del af hendes identitet. Tomrummet efter konkursen i juni 2011 tog så hårdt på hende, at hun blev ramt af en depression, hvor hun isolerede sig og græd mere og mere.

»Jeg nedsmeltede, og jeg var bange for at dø. Det var virkelig scary,« siger Henriette Zobel.

Henriette Zobel under et modeshow ved Copenhagen Fashion Week i 2007.
Henriette Zobel under et modeshow ved Copenhagen Fashion Week i 2007. Foto: Rune Evensen
Vis mere

Efter et halvt års tid kom hun op til overfladen igen. I forbindelse med dommen for spritkørsel i onsdags erkendte hun dog, at hun er alkoholiker og tog medicin mod angst den majdag i 2016, hvor hun påkørte en bil på Gothersgade i det centrale København. Du kan læse hele hendes forklaring i retten her.

Kokaindom og fester med toprockere

Også Peter Zobels datter Rigmor Zobel har været ude i noget snavs. Hun blev anholdt den 30. juli 2009 og sigtet for modtagelse og opbevaring af mindst 140 gram kokain med henblik på videresalg. Københavns Byret kendte Rigmor Zobel skyldig i i at have modtaget seks gram kokain, og det kostede den tidligere model en bøde på 20.000 kroner. Den tidligere toprocker Brian Sandberg skriver i sin bog 'Gangster', at Rigmor Zobel ofte var med til fester med HA-rockere som Jønke, Hansi og ham selv, hvor det flød med stoffer. Rigmor Zobel har da også indrømmet, at hun har prøvet lidt af hvert i den retning.

Rigmor Zobel, som er gode venner med kronprinseparret og prins Joachim, gik efter kokaindommen så hårdt til angreb på en navngiven politibetjent under et interview med TV-værten Reimer Bo Christensen, at DR efterfølgende blev meldt til Pressenævnet af Københavns Politi. Under interviewet i 21Søndag den 21. februar 2010 undlod kanalen at sløre navnet på politibetjenten, som Rigmor Zobel anklagede for at have gennemført en særdeles voldsom afhøring af hende.

Rigmor Zobel under interviewet med Reimer Bo Christensen i DR efter sin kokaindom.
Rigmor Zobel under interviewet med Reimer Bo Christensen i DR efter sin kokaindom. Foto: DR
Vis mere

Grøn taske fyldt med sorte penge

En af Peter Zobels andre ekskoner, Anita Zobel måtte lide den tort at blive stævnet af sin egen steddatter, Sofie Biehl, for at dække over sin sidste samlevers illegale formue. Efter det forliste ægteskab med Peter Zobel fandt Anita Zobel sammen med svindleren Hans Biehl, der hævede førtidspension i årevis - mens han tjente millioner af kroner på at sælge ægte tæpper til samfundets absolutte spidser, men skjulte gevinsterne for skattevæsenet, skriver Ekstra Bladet.

Hans Biehl modtog via en mellemmand i Tyrkiet en grøn taske med 200.000 dollar (Det svarede dengang til 1,6 millioner kroner) for sit sidste tæppesalg, før han døde af kræft i 2001. Biehl nåede at anbringe pengene i et pengeskab hos sin søster i den tyrkiske by Bodrum. Ifølge tre vidner hentede Anita Zobel pengene, som angiveligt blev gemt væk i USA for at undgå, at der skulle betales skat af dem.

Men Anita Zobel blev frikendt ved retten i Lyngby i 2008, fordi det ikke kunne bevises, at hun havde modtaget pengene.

Arkivfoto. Anita Zobel
Arkivfoto. Anita Zobel Foto: Jørgen Jessen
Vis mere