Over 139 millioner følger med, hver gang Kim Kardashian deler noget fra sit liv på sin Instagram-profil.

Men hun havde formentlig ikke regnet med, at et billede af sin søn Psalm ville skabe røre på de sociale medier.

Billedet, som nu er slettet fra hendes Instagram-profil ifølge Today, viste sønnen ligge i sin krybbe.

Hun har dog ikke fjernet det fra Twitter, som du kan se her.

Kan du selv se, hvad der er galt?

Flere af Kardashians følgere er slet ikke tilfreds med den måde, som barnet ligger på. De påpeger, at Psalm West bør sove på en fast og plan overflade. Samt at han ikke skal have det for varmt, og at Kardashian burde fjerne sengeranden fra sengen.

Og der er muligvis ikke tale om hysteriske forældre.

I december 2015 advarede American Academy of Pediactrics, der er en sammenslutning af over 60.000 amerikanske børnelæger, mod brug af sengerande.

Ifølge CNN skete det på baggrund af en undersøgelse, der viser, at mindst 77 dødsfald i perioden 1985 til 2012, hvor sengerandene menes at være skyld i spædbørns død, har fundet sted.

Det er sket, efter barnet er blevet kvalt, efter det er kommet i klemme mellem sengetremmer og sengeranden.

I Danmark har Sundhedsstyrelsen tre råd for at forebygge vuggedød.

Man skal altid lægge spædbarnet til at sove på ryggen. Man skal undgå rygning i graviditeten, og at barnet udsættes for tobaksrøg efter fødslen. Slutteligt skal man også undgå, at barnet får det for varmt, når det sover.