Justin Bieber, Kris Jenner, Post Malone, Tyler the Creator og Jada Pinkett Smith.

Ovennævnte er blot nogle af de superstjerner, der opfordrer deres fans til at støtte den underskriftsindsamling, der skal hjælpe den amerikanske rapper A$AP Rocky ud af fængslet i Sverige.

Her sidder han varetægtsfængslet – sigtet for vold. Men selvom omtrent 400.000 i skrivende stund har sendt deres virtuelle underskrift afsted for at støtte rapperen, er det ikke alle, der er lige begejstrede for indsamlingen.

Og da slet ikke kendissernes støtte til den.

'Vi er med dig, bror. Gå ind og skriv under,' skriver Justin Bieber eksempelvis i et opslag på Instagram.

Men det er bestemt ikke alle hans følgere, der tager opfordringen til sig. Flere kritiserer faktisk sangeren.

'Velkommen til Sverige. Landet, hvor loven også gælder for de kendte. Du – og mange andre – bør tage ansvar. Billedet, du maler af Sverige, stemmer ikke overens med virkeligheden,' skriver den svenske blogger Madeleine Ilmrud i kommentarsporet og fortsætter:

'At så store navne promoverer vold, får mig til at tvivle på menneskeheden. Det gør mig skuffet og kvalm.'

Den svenske blogger er ikke alene med sin kritik. En bruger ved navn Alannaleigh skriver følgende:

'Kendte har det med at tro, at de er hævet over loven. De glemmer, hvordan det er at være et normalt menneske, og hvordan man opfører sig som ordentlig samfundsborger. Penge er magt – særligt i USA – og derfor får kendte gudekomplekser. Men hør nu. Jeg er ligeglad med, hvem du er. Hvis du bryder loven, er der konsekvenser.'

En anden kommer med en – hvis man altså har kendskab til retssystemer generelt – ret god pointe:

'Jeg er ikke sikker på, at det svenske retssystem tager højde for underskriftsindsamlinger,' skriver Heebsydoesit.

TV-personligheden Kris Jenner, der nok er bedst kendt som overhoved i Kardashian/Jenner-familien.
TV-personligheden Kris Jenner, der nok er bedst kendt som overhoved i Kardashian/Jenner-familien. Foto: LISA O'CONNOR
Vis mere

Hos de andre kendisser, der har valgt at dele underskriftsindsamlingen, er tonen lignende.

På Kriss Jenners Instagram-opslag, beder flere hende om at læse op på lektien, inden hun støtter sagen.

'Jeg ved godt, at Kim (Kardashian – hendes datter, red.) ikke er uddannet advokat endnu, men måske du lige kan spørge hende, hvad der normalt sker, når man slynger andre mennesker i jorden og sparker dem i hovedet,' skriver Ellabellaswe.

Flere langer desuden ud efter stjernerne, fordi de stoler blindt på det amerikanske medie TMZ's artikler om sagen.

A$AP Rocky er medlem af hiphop-kollektivet A$AP Mob og fik sit gennembrud med numrene 'Purple Swag' og 'Peso'.
A$AP Rocky er medlem af hiphop-kollektivet A$AP Mob og fik sit gennembrud med numrene 'Purple Swag' og 'Peso'. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Mediet har nemlig – med udgangspunkt i anonyme kilder – beskrevet, at A$AP Rocky lever under kummerlige forhold i det svenske fængsel.

Ifølge TMZ er drikkevandet i fængslet udrikkeligt, og maden er så uspiselig, at rapperen de første fem døgn kun fik et æble at spise dagligt.

Desuden bliver det beskrevet, at den sigtede rapper sover på en tynd måtte uden et tæppe og i øvrigt har en fængselsnabo, der kaster med afføring.

Påstande, der alle er blevet afvist af Frederik Wallin, der er leder af Kronoberg-fængslet.

Medier overalt i verden - særligt i USA og Sverige - dækker sagen intenst. Her fra sidste retsmøde i sagen.
Medier overalt i verden - særligt i USA og Sverige - dækker sagen intenst. Her fra sidste retsmøde i sagen. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Som det ser ud i øjeblikket, bliver A$AP Rocky tidligst løsladt, når varetægtsfængslingen udløber 19. juli.

Han er sigtet for at have overtrådt den grove voldsparagraf, efter han og hans entourage 30. juni endte i karambolage med to mænd på gaden i Stockholm.

Optøjerne blev foreviget på en video, der er gået viralt, og her ser man blandt andet, at rapperen slynger en mand i jorden og derefter slår og sparker ham.

Rapperen selv nægter sig skyldig i sigtelsen mod ham. Han hævder, han handlede i selvforsvar.