I 10 år har han boltret sig på en af hovedstadens mest celebre adresser, haft plads til marmorstatuer, kunst i lange baner og antikke møbler. Men nu er det slut.

»Jeg kan ikke holde ud at bo i 400 kvadratmeter længere,« siger levemanden Erik Brandt ligeud.

Det var datteren Emilie, der forleden delte et opslag på Facebook med overskriften 'Byttelejlighed'.

»Stor herskabslejlighed på Esplanaden – 350 kvadratmeter på fjerde sal med elevator og syv værelser byttes væk,« indledte hun opslaget på vegne af sin far, hvor hun søgte en mindre lejlighed med elevator.

»Det er en meget naturlig udvikling, når man er blevet 77,« uddyber Emilie Brandt og fortsætter:

»Så vi skal bare finde noget mindre til ham. Det er alt, alt for stort uden min mor.«

Derfor afsøger hun sammen med sin søster Julie byttemarkedet for muligheder.

Det var i forbindelse med moderen Margit Brandts sygdom, at forældrene i 2011 solgte deres luksushjem på Ydre Østerbro og flyttede ind i herskabslejligheden med udsigt over Kastellet i København.

»Der er elevator lige op i lejligheden, og det er perfekt for Margit. Hendes KOL (lungesygdom, red.) har været hård ved hende hen over vinteren, og bentøjet har strejket lidt. Men hun er friskere nu. Det er lettere og bedre for hende at være i byen,« sagde Erik Brandt dengang om skiftet til indre København.

Men blot et halvt år senere døde Margit Brandt. Tomheden og sorgen tog plads i Erik Brandt. Indvendig og udvendig.

Og selv om han siden i perioder har haft kærester, har ingen kunnet udfylde den plads, som Margit efterlod i ham. Og som han i den store herskabslejlighed er blevet mindet om.

»Det er en fantastisk lejlighed, og jeg er glad for at have boet her. Men jeg kan ikke bruge 400 kvadratmeter,« siger Erik Brandt.

Det bliver dog under noget mere ydmyge forhold, den kendte levemand fremover skal boltre sig. Ifølge opslaget søges nemlig en 70-100 kvadratmeter stor lejlighed i Hellerup, Charlottenlund, Østerbro eller København. Med elevator.

Netop sidstnævnte er dog ifølge kommentarerne lidt af et benspænd.

'OMG – gid jeg havde elevator,' skriver én.

Men ifølge Emilie Brandt skal det nok lykkes.

»Det er stadig åbent. Vi kigger på mulighederne.«