George Michael kunne ikke acceptere, at han var homoseksuel, og det førte til hans død.

Sådan lyder Elton Johns opsigtsvækkende påstånd omkring årsagen til, at hans ven George Michael døde som blot 53-årig tilbage i 2016.

Det afslørede han for nyligt under et interview med Sharon Osbourne i hendes talkshow 'The Talk'. Det skriver Daily Mail.

Her understøttede den 72-årige sanger også sin udtalelse med forklaringen, at både han selv og George Michael på daværende tidspunkt havde et misbrug, men at George Michael ikke ville hjælpes ud af det.

Elton John snakker ud om sin ven Geoge Mihaels død i et talkshow med Sharon Osbourne.
Elton John snakker ud om sin ven Geoge Mihaels død i et talkshow med Sharon Osbourne. Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere

»Han forstod det ikke, George.. Og han foragtede det faktum, at jeg hentydede, at han måske skulle ændre sit liv, og at det ville gøre ham gladere at prøve noget andet,« sagde Elton John til Sharon Osbourne og fortsatte:

»Personen skal virkelig ville det. Jeg ville det virkelig. Jeg havde to alternativer: Det ene var at dø, mens det andet var at leve. Og jeg ville leve. Forskellen er, at det ville George ikke.«

I talkshowet fortalte Elton John også, at George Michael følte sig 'utilpas i sin egen krop over at være homoseksuel', men at han ikke ville indrømme det over for sig selv.

Da George Michael døde i december måned for tre år siden, kontaktede Elton John både Sharon og Ozzy Osbourne.

George Michael døde af hjerteproblemer i 2016.
George Michael døde af hjerteproblemer i 2016. Foto: KARIM SAHIB
Vis mere

»Jeg husker, at jeg ringede til jer fra Aspen, og det første, Ozzy sagde, var: 'Han havde ikke lyst til at være her',« sagde Elton John under interviewet.

Efter George Michaels død florerede der rygter om, at den britiske popstjerne døde af en overdosis.

Tre måneder efter hans død slog en retsmediciner dog fast, at Geroge Michael døde en naturlig død på grund af dilateret kardiomyopati og myocarditis samt fedtlever.

Dilateret kardiomyopati er en sygdom, som gør hjertemusklen ude af stand til at pumpe tilstrækkeligt med blod rundt i kroppen, mens myocarditis er hævelser i hjertet.