Verdensstjernen Elton John kan ikke længere se tavst til, mens hertugen og hertuginden af Sussex får skriftlige prygl i den engelske presse.

Den britiske pianist og sangsmed kaster sig således ind i forsvaret af det royale par, efter Harry og Meghan har fået hård kritik for manglende omtanke for klimaet.

'Jeg er dybt oprørt over nutidens forvrængede og ondsindede beretning i pressen omkring hertugen og hertuginden af Sussex’ private ophold i mit hjem i Nice i sidste uge,' skriver Elton John på Instagram.

Her giver han sine to millioner følgere en forklaring på, hvorfor prins Harry og Meghan Markle i hans optik ikke er de klimahyklere, de bliver udstillet som i britiske aviser.

Elton John giver ikke meget for kritikken af Harry og Meghan.
Elton John giver ikke meget for kritikken af Harry og Meghan. Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere

Eksempelvis skrev The Sun lørdag på forsiden, at ‘øko-krigerne’ er 'landet i hyklernes rækker'.

Elton Johns utvetydige støtte til de kongelige sker på baggrund af, at Harry og Meghan fire gange på 11 dage har fløjet med privatfly, der forurener mere end rutefly grundet større brændstofforbrug pr. passager.

Én af flyvningerne var i Elton Johns privatfly i forbindelse med, at Harry, Meghan og sønnen Archie fik lov til at benytte popsangerens hjem i Sydfrankrig.

Som sit første argument for, at flyturen var berettiget, skriver Elton John, at det royale par har brug for beskyttelse fra pressen.

‘Prins Harrys mor Diana, prinsessen af Wales, var en af mine kæreste venner.'

'Jeg føler en dyb forpligtelse til at beskytte Harry og hans familie mod den unødvendige presseindtrængen, der bidrog til Dianas utidige død.’

Elton John forklarer videre:

'Efter et hektisk år, hvor de har fortsat deres hårde arbejde og dedikation til velgørenhed, ønskede David (Furnish, ægtemand, red.) og jeg, at den unge familie skulle have en privat ferie i vores hjems sikkerhed og ro.'

Prins Harry og Meghan Markle.
Prins Harry og Meghan Markle. Foto: POOL New
Vis mere

'For at opretholde et højt niveau af tiltrængt beskyttelse, leverede vi et privat jetfly.'

Prins Harry har for blot en måned siden opfordret på Instagram til, at alle tænker på klimaet.

‘Med næsten 7,7 milliarder mennesker på Jorden gør hvert eneste valg, fodaftryk og handling en forskel.’

Når prinsen alligevel flyver hyppige ture i privatfly, er det dog ikke hykleri. For Elton John har klimakompenseret på vegne af parret, skriver han.

‘Rocket Man’-sangeren fortæller, at han har betalt for den ekstra CO2-udledning ved at donere penge til organisationen ‘Carbon Footprint,’ der laver miljø-investeringer.

På den måde har han altså betalt aflad for flyvningen i privatflyet, mener Elton John.

'Jeg respekterer og bifalder både Harry og Meghans forpligtelse til velgørenhed, og jeg opfordrer pressen til at ophøre med disse ubarmhjertige og usande angreb på deres karakter, som med spydighed udformes på næsten daglig basis.'

Det engelske kongehus har ikke kommenteret kritikken af Harry og Meghan.