Millioner af mennesker verden over følger i disse uger med åndeløs spænding tjenerinden Offreds videre færd i tredje sæson af successerien ‘The Handmaid’s Tale’, hvor hun er tilbage i kløerne på Gileads totalitære, sektlignende regime.

Men det er ikke kun handlingsforløbet i den prisvindende serie, der er kontroversiel. Seriens ubestridte stjerne, Elisabeth Moss, er det i allerhøjeste grad også.

For nogle fans af serien er der nemlig ikke langt mellem Gileads regime og dét, hun selv er en del af: Scientology.

De seneste år har 36-årige Elisabeth Moss været svær at navigere uden om. For lige siden hun fik sit gennembrud som Peggy Olson i serien ‘Mad Men’, har hun været Hollywoods ‘it-girl’.

Hun har ubesværet bevæget sig mellem det lette og det tunge. Mellem gyset og grinet. Er blev hyldet med et utal af priser.

Men jo mere populær hun bliver, og jo mere markant hun bliver i rampelyset, desto mere kommer hendes medlemskab af den kontroversielle nyreligiøse bevægelse Scientology i søgelyset.

Noget hun dog - i lighed med de fleste andre store stjerner, der sværger til religionen - helst ikke taler om.

»Jeg vil ikke tale om det. Det er selvfølgelig mærkeligt at sige, når jeg selv er et nysgerrigt menneske, som fascineres af ting, der bestemt ikke burde rage mig.«

»Men alle har ret til et privatliv. Og for mig er det en meget privat ting,« som Elisabeth Moss har sagt i et interview med engelske The Guardian om sin tro.

Det var hendes forældre, der i barndommens år introducerede hende til Scientology.

Hun voksede op i englenes by, Los Angeles, med en far og mor, der begge var musikere. Og som barn i et kunstnerisk hjem lå det ikke fjernt for hende at have de små antenner vendt i den retning.

Elisabeth Moss var da heller ikke særlig gammel, før hun kunne skrive såvel ballet som skuespil på sit begyndende cv, og otte år gammel debuterede hun i tv-serien ‘Lucky Chances’.

Det var ni år senere, at der for alvor blev lagt mærke til hende. I 1999 fik hun nemlig rollen som Martin Sheens datter i hitserien ‘West Wing’, en rolle hun spillede frem til serien sluttede i 2006.

På dét tidspunkt havde hun allerede selv omfavnet den nyreligiøse bevægelse Scientology.

»For nogle mennesker siger, at det er yoga, der hjælper dem til at få balance i livet. For andre er det buddhisme eller andet. For mig er Scientology dén ting, der igen og igen har hjulpet mig.«

Sådan lød hendes svar til The Telegraph tilbage i 2012, én af de sjældne gange, hvor hun har løftet blot lidt af sløret for, hvad Scientology betyder for hende.

Mest kendt er filmstjernen Tom Cruise, som er juvelen i bevægelsens turban
Mest kendt er filmstjernen Tom Cruise, som er juvelen i bevægelsens turban Foto: Alex Edelman/AFP
Vis mere

På dét tidspunkt var hendes meget kortvarige ægteskab med Fred Armisen et afsluttet kapitel. Angiveligt var netop hendes medlemskab af Scientology dén knast, parret ikke kunne høvle ned til en acceptabel størrelse.

»Jeg har ejerskab over mit liv. At have kontrol over mit liv og ikke være under nogens kontrol er dét, der betyder noget. Det er det vigtigste, jeg har lært,« sagde Elisabeth Moss i samme interview.

Men ejerskab over sit eget liv er netop ikke en af de ting, som afhoppere forbinder med den kontroversielle og hemmelighedsfulde bevægelse.

Tværtimod angiver mange af dem, at Scientology dikterer, hvordan livet skal leves og med hvem.

Skuespiller Leah Remini er en af de få kendte stjerner, der har forladt Scientology.
Skuespiller Leah Remini er en af de få kendte stjerner, der har forladt Scientology. Foto: ROBYN BECK/AFP
Vis mere

Én af dem er skuespiller Leah Remini - som mange kender fra hitserien ‘Kongen af Queens’ - der i 2017 lavede en hudløs ærlig dokumentar om sin tid i bevægelsen.

Remini og dokumentaren var nomineret til en Emmy dét år, ligesom Elisabeth Moss var det for sin rolle i ‘The Handmaid’s Tale’. Men da Leah Remini vandt og gik på scenen for at modtage sin pris, forlod Elisabeth Moss ifølge magasinet Elle salen.

»Fordi jeg har udtalt mig negativt om Scientology, er det ikke tilladt for Elisabeth at tale med mig,« forklarede Leah Remini senere om episoden og fortsatte:

»Jeg har intet imod hende, udover at hun fortsætter med at støtte en voldelig bevægelse, som splitter familier ad. Men det må hun selv lære. Ligesom jeg gjorde.«

Nu er Elisabeth Moss tilbage på vores tv-skærme som den bidske feminist, der ‘påtvinges seksuelt slaveri i et sidste, desperat forsøg på at genbefolke en hærget verden’, som HBO beskriver det.

Dermed også sammenligningerne mellem seriens fundamentalistiske styre og Scientology. Men de sammenligninger findes ikke i Elisabeth Moss’ udlægning.

»Jeg kan ikke svare for alle, og jeg kan ikke udtale mig om, hvad andres oplevelser er,« sagde hun for nylig i et interview med Daily Beast og understregede, hvor stærk hendes egen tro på personlig frihed er.

»Det er, hvor jeg står. Og det er det eneste, som jeg udtale mig ud fra.«