Det kom som et chok for mange, da TV 2 i sidste uge meddelte, at den populære tv-vært Jens Gaardbo er færdig på kanalen som følge af ‘dårlig dømmekraft’ for 20 år siden.

Men hvad er det egentlig, som Gaardbo har lavet, der var så slemt? Og hvorfor undskyldte man ikke overfor ofrene? Det er et problem, mener kommunikationseksperter.

»Det er en dødssynd. Ganske enkelt,« siger kommunikationsekspert og ekstern lektor i krisekommunikation ved CBS, Lasse Laursen, om kommunikationen fra TV 2 i podcasten ‘Ugens krise’, hvor han diskuterede sagen med kommunikationsekspert Anna Thygesen.

De undrer sig begge over den mangelfulde pressemeddelelse fra TV 2.

Hvordan kan man sige, at han har tjent TV2 godt, når han har gjort noget som leder, der gør, at han nu bliver fyret

I pressemeddelelsen, der blev udsendt fredag den 11. december, fremgik det, at den 64-årige vært stoppede på TV 2 efter, at den kulturundersøgelsen, som kanalen havde lavet i kølvandet på efterårets Metoo-bølge, havde vist, at han i sin tid som TV 2's nyhedschef i årene 1997 til 2003 udviste dårlig dømmekraft.

Mens Jens Gaardbo forklarede sin forkerte opførsel med, at ‘tiden var en anden’, ærgrede Mikkel Hertz sig over Gaardbos exit:

»Vi siger farvel til en medarbejder, der har været en profil og en frontfigur for TV 2 gennem samlet 23 år, og vi ønsker Jens det bedste fremover,« siger nyhedsdirektøren således om afskeden.

Ifølge både Thygesen og Laursen er det en mærkelig måde at kommunikere krisen ud på.

»Man kan i hvert fald sige, at det her - hvis man skal kalde det et kriserespons - det er for vagt. Det har ikke det, som et godt kriserespons skal have - nemlig at sige, at kulturen er ophørt, og at ledelsen tager det seriøst,« siger Lasse Laursen.

Ifølge Anne Thygesen er det et problem, at det ikke fremgår, hvad Gaardbo har gjort, da TV 2's bløde udlægning af sagen får det til at virke som om, at der måske højst er tale om en hånd på et lår - uden at det bliver præciseret.

»Hvordan kan man sige, at han har tjent TV 2 godt, når han har gjort noget som leder, der gør, at han nu bliver fyret. Og rent kommunikationsmæssigt, så virker det jo ikke. For man holder hånden over ham og sig selv,« siger Thygesen i podcasten, hvor hun også efterlyser mere empati for ofrene, som ikke bliver nævnt i meddelelsen.

»Uanset hvad man har gjort eller ej, så burde man som virksomhed passe mere på de medarbejdere, der har været der, eller er der, end en mand, man fyrer,« siger hun og tilføjer, at pressemeddelelsen giver indtryk af, at ‘det gør ondt for TV 2 at skille sig af 'med den populære vært'.

TV2 har beklaget, at Gaardbo stopper.
TV2 har beklaget, at Gaardbo stopper. Maria Albrechtsen Mortensen

Lasse Laursen påpeger, at pressemeddelelsen, der ifølge de to podcastværter egentlig har været en succes, da den er kommet ud i mange medier, også bryder med en helt central regel i krisekommunikation:

»Hvis man vælger en undskyldningsstrategi, så kan man ikke bruge det der er en forstærkelsesstrategi,« siger Lasse Laursen og forklarer, at det netop er det, som TV2 har gjort, når man både forsøger søger at undskylde sig ud af Metoo-fadæsen og samtidig lader Gaardbo beklage sig lidt over, at ‘tiden var en anden’.

»Det, der er i denne her pressemeddelelse, er, at man forsøger denne her undskyldningskommunikation kombineret med en forstærkelsesstrategi. Og det er en dødssynd. Ganske enkelt«, siger han.