Grevinde Alexandra er gået fra kæresten Tony Lindkold, efter det er kommet frem, at han er dømt for svindel.

Kongehusekspert kalder beslutningen for nødvendig. Nødvendig for grevindens fremtid, men også for prins Nikolai og prins Felix' fremtid.

Ifølge ugebladet Se og Hør tog grevinden beslutningen, efter hun blev gjort opmærksom på den forhenværende kærestes kriminelle fortid.

Retsdokumenter viser nemlig, at den tidligere PET-agent er blevet dømt for at have solgt kopier af dyre designermøbler i hundredvis.

En ulovlighed, han i 2014 blev anholdt og sad fængslet for i en uge, indtil han blev tiltalt af anklagemyndigheden.

Han erkendte sig skyldig i forbrydelsen, som han begik sammen med et tidligere medlem af Hells Angels og Bandidos.

Derefter blev han idømt et års betinget fængsel af retten.

Kongehusekspert Søren Jacobsen føler med grevinde Alexandra, som man må formode har haft de bedste intentioner, da hun indgik i forholdet til Tony Lindkold.

Grevinde Alexandra er ifølge kongehusekspert Søren Jacobsen også nødt til at tænke på sine sønner, når hun finder sig en ny kæreste. Arkiv.
Grevinde Alexandra er ifølge kongehusekspert Søren Jacobsen også nødt til at tænke på sine sønner, når hun finder sig en ny kæreste. Arkiv. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Hun kan ikke have partnere med plettede straffeattester,« siger han og uddyber:

»Grevinden har selvfølgelig været i god tro, og fordi han har været en del af Politiets Efterretningstjeneste, forventer man ikke, at han har haft en kriminel løbebane. Men hun er nødt til at holde sig pletfri.«

Søren Jacobsen mener dog, at grevinden altid bør udvise rettidig omhu og netop spørge ind til ting som potentielle partneres fortid.

Det er nemlig noget, der kan påvirke hendes og sønnernes fremtid.

»Det duer ikke, at prinsernes moder er i selskab med straffede personer. Det ødelægger også deres fremtid,« lyder vurderingen.

Med det mener eksperten, at man skal ikke kunne så tvivl om grevinde Alexandras troværdighed. Og det er også noget, der kan skræmme potentielle partnere og arbejdsgivere væk for prinserne, hvis deres mor er flosset i kanterne.

»Hun skal have ros for, at hun tager konsekvensen. Hun havde ikke noget valg, men derfor man kan stadig godt have lidt ondt af hende.«

B.T. har været i kontakt med grevinde Alexandra, der ikke har nogen kommentar til de ulykkelige omstændigheder.