Mandag påpegede Michael Jackson-eksperten Mike Smallcombe flere faktuelle fejl i den omdiskuterede 'Leaving Neverland'-dokumentar.

Smallcombe, der i 2016 udgav bogen 'Making Michael: Inside the Career of Michael Jackson', skrev på Twitter at flere af de påståede hændelser aldrig kunne være sket.

For det første omtaler han James Safechucks beskyldninger om, at Michael Jackson skulle have misbrugt ham seksuelt på Neverland-ranchens togstation i perioden 1988-1992. Smallcombe fortæller, at togstationen først blev bygget i slutningen af 1993 og stod færdig i 1994.

Derudover nævner Smallcombe Wade Robsons anklage om, at Michael Jackson skulle have misbrugt ham på Neverland-ranchen i 1993, mens hans mor var på tur til Grand Canyon.

Michael Jackson.
Michael Jackson. Foto: SPENCER WEINER / POOL
Vis mere

Her påpeger Smallcombe, at moderen tidligere har udtalt, at hendes søn var med på turen til Grand Canyon.

Læs mere om Mike Smallcombes undren HER.

Nu har sagen taget en drejning.

Efter Smallcombes tweets har 'Leaving Neverland'-instruktøren Dan Reed svaret tilbage.

»Jaa, der er vist ingen tvivl om stationens (Neverland-togstationen, red.) dato. Den dato, de har forkert, er enden på misbruget,« skriver han.

Det er uvist, om han er ironisk. Men Smallcombe tolker det som om, Dan Reed erkender dokumentarens fejl og kalder det pinligt.

»For det første er jeg chokeret over, at han udtaler sig på vegne af Safechuck. Derudover er det pinligt, at han føler han bliver nødt til at ændre filmens fortælling - at det påståede misbrug stoppede i 1992 - udelukkende fordi en del af det er blevet modbevist,« udtaler han til The Mirror.

Smallcombe fortsætter:

»Det er hvad der sker, når du tager sådan beskyldninger for gode varer og ikke undersøger, om de er sande eller ej. Ved at erkende bygge-datoerne (for togstationen, red.) bekræfter Reed, at Safechucks påståede misbrug fra 1988-1992 ikke holder.«

'Leaving Neverland'-instruktøren Dan Reed har endnu ikke svaret tilbage på Smallcombes kritik.