'Leaving Neverland' skabte sidste år røre, da Wade Robson og James Safechuck i dokumentaren stod frem med beskyldninger om, at Michael Jackson havde udsat dem for seksuelle overgreb, da de var børn.

Beskyldninger, som de amerikanske domstole hidtil har nægtet at tage stilling til. Men det ændrer sig nu.

De to mænd, der hævder, at popstjernen misbrugte dem i 80'erne og 90'erne, sagsøgte begge boet efter Michael Jackson i 2014.

Men deres søgsmål blev afvist, fordi sagerne var forældede. Lovgivningen foreskrev således, at man ikke kunne fremføre anklager om at være blevet misbrugt som barn ved en domstol efter ens 26-års fødselsdag.

Wade Robson fotograferet i 2005, da han netop havde vidnet i en sag mod Michael Jackson. Dengang var han med til at få Michael Jackson frikendt for seksuelle overgreb.
Wade Robson fotograferet i 2005, da han netop havde vidnet i en sag mod Michael Jackson. Dengang var han med til at få Michael Jackson frikendt for seksuelle overgreb. Foto: HECTOR MATA
Vis mere

Denne lov er dog blevet ændret pr. 1. januar. Det skriver BBC.

Nu lyder det således i loven, at man, frem til man er 40 år, har mulighed for at få sin sag prøvet ved en domstol.

Og det betyder altså, at i hvert fald Wade Robson og James Safechuck, der i dag er henholdsvis 38 og 41, atter kan sagsøge boet efter sangeren, der døde i 2009.

Når James Safechucks søgsmål kan genoptages, selvom han har rundet de 40, handler det om, at han fremsatte anklagerne før den runde fødselsdag.

Boet har konsekvent afvist beskyldningerne om, at Michael Jackson skulle have misbrugt drengene på sin ranch Neverland. Og det gør det stadig.

»Appelrettens dom har udelukkende genoplivet søgsmål mod Michael Jacksons virksomheder, (søgsmål) der på absurd vis hævder, at Michaels ansatte på en eller anden måde er ansvarlig for seksuelle misbrug, der aldrig fandt sted,« lyder det fra boets advokat, Howard Weitzman.

Ikke desto mindre er Wade Robson og James Safechuck mere end tilfredse med lovændringen. Fra deres advokat, Vince Finaldi, lyder det:

»Vi er glade for, at retten har anerkendt det store arbejde, staten Californien gør for at beskytte ofre for seksuelt misbrug.«